Billede beskrivelse

Ildsjæle og stærke børn hyldet – Fodbold for alle får Handicapprisen 2025

06. december 2025 kl. 06.03

THISTED: Handicapprisen 2025, som hvert år uddeles af Handicaprådet og Thisted Kommune, fandt onsdag sin modtager. 

For tredje gang blev prisen uddelt, og i år gik hæderen til Fodbold for alle i FS Midtthy – et fodboldtilbud målrettet børn med handicap og børn med særlige behov.

For Pia Lindberg Andersen, en af drivkræfterne bag projektet, var det en stor og rørende oplevelse at modtage prisen.

– Det er et kæmpe skulderklap til vores projekt og til de børn, der ikke har de samme muligheder for at dyrke sport, have et fællesskab og få deres eget spillertøj. Det er en anerkendelse af både ildsjælene og de skønne børn, siger hun.

Onsdag er ugens bedste dag

Da Fodbold for alle startede i 2024, mødte blot syv spillere op til den første træning. I dag tæller holdet 24 spillere i alderen 7–16 år, og hver onsdag er hallen fyldt med energi, grin og glæde.

– Onsdag eftermiddag er ugens bedste dag. Børnene glæder sig, vi voksne glæder os, og forældrene bakker fantastisk op. De er der hver eneste gang på sidelinjen, fortæller Pia Lindberg Andersen.

Hun understreger, at prisen også er en hyldest til forældrene, der uge efter uge støtter op om holdet og fællesskabet.

Plads, rummelighed og tryghed

Fodbold for alle er udviklet til børn, der ofte falder udenfor de klassiske klubtilbud. Her kan de dyrke sport i et tempo og miljø, hvor der er plads, rummelighed og tryghed.

– Der er mange børn derude, som sagtens kan blive ‘En Del af Holdet’. Vi håber, at handicapsporten for børn med ADHD, autisme og forskellige funktionsnedsættelser kan vokse. I dag findes der 50 hold på landsplan – men vi kunne være mange flere, siger Pia.

Masser af gåpåmod 

Selvom træning er en fest i sig selv, vil børnene også gerne spille kampe. Men det kræver ofte lange køreture, da Aalborg er en af de nærmeste modstandere.

Holdet har dog allerede markeret sig på større scener og har blandt andet deltaget i Para Olympic Games og selv afholdt fodboldstævner. Et bevis på, at talent og gåpåmod ikke mangler.

For Pia og holdet betyder prisen, at budskabet om deres arbejde når endnu længere ud.

– Det er vigtigt, at folk ved, at der findes sociale og sportslige fællesskaber for børn med særlige behov. De har brug for succesoplevelser – lige som alle andre.

Prisen fejres i det nye år, hvor alle børnene får en helt særlig T-shirt. Og glæden var ekstra stor, da en af holdets tidligere spillere, Emil Sørensen, nu er blevet hjælpetræner og var med til at modtage prisen.

Årets øvrige nominerede

  • Juniorafdelingen i Nordvestjysk Golfklub
  • Lone Mark, stifter af WalkNRoll
  • Anne Trine Pedersen
  • Team Tvilling Thisted
  • Lotte Løndal

Handicapprisen uddeles hvert år den 3. december på FN's Internationale Handicapdag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste