I Vestervig kan forældrene putte trætte og mætte børn på hovedet i seng
VESTERVIG: Findes der en bedre følelse blandt forældre end at kunne putte trætte og mætte børn på hovedet i seng.
Den følelse kan forældre få i Vestervig, og det takket være den lille, lokale og meget aktive gymnastikforening, Vestervig Agger Gymnastikforening.
Gymnastik og fællesspisning, hedder gymnastikforeningens tilbud, der hver onsdag hen over spisetid trækker stort set alle de lokale børnefamilier i hallen i Vestervig.
- Vores koncept med gymnastik og fællesspisning er så populært, at forældrene jubler, når vi fortæller dem, at vi også den kommende sæson kan tilbyde dem fællesspisning, siger Bettina de Lasson.
Hun har gennem en halv snes år været formand for gymnastikforeningen, der tilbyder børnene gymnastik fra de kan krybe, til de kan gå, hoppe og springe.
- Børnene er inddelt i tre hold; de 0-3-årige forældre og barn, spilopperholdet for børnehavebørn op til 5-6 år og det lille springhold for skolebørn fra 0. til 2. klasse.
Desuden har vi et stort springhold for 3.-6. klasse i samarbejde med Boddum-Ydby Friskole. De børn træner i Ydby en gang om ugen, siger Bettina.
Samlet tæller de tre hold omkring 50 børn plus dem, der springer med i Ydby, og til fællesspisningen i hallen, er der hver gang omkring 60 tilmeldte kuverter.
- Fællesspisningen er med til at skabe sammenhold og styrke relationerne mellem familierne. Så der bliver både spist og snakket på livet løs, siger Bettina.
Men det fælles omdrejningspunkt omkring gymnastikken, bliver der også snakket om og udviklet på, så Vestervig Agger Gymnastikforening har attraktive tilbud til børnefamilierne.
Senest har gymnastikforeningen modtaget et 13.000 kroner stort sponsorat fra Thy-Mors Energi.
- Vi er løbende nødt til at forny og nytænke vores tilbud til glæde for både vores frivillige instruktører, gymnaster og forældre. Derfor er vi glade for sponsoratet fra Thy-Mors Energi, et sponsorat, vi har brugt til at investere i nye redskaber. Det er en ”hoppeburger”, som er en oppustelig mini trampolin, et opbygningsmodul med en lille trappe og en rutsjebane og to pølser, som bruges til for øvelser til forlæns og baglæns spring, siger Bettina.
Gymnastikforeningen har i øvrigt også søgt penge fra DIF´s og DGI´s foreningspulje og har i den forbindelse fået 25.000 kroner.
- De penge skal bruges til et kommende YouTube arrangement for børn og skal vise, at vi her i gymnastikforeningen spiller på flere tangenter, siger Bettina.