I 46 år er hun gået gennem samme dør: Nu er det slut
HURUP: Vemodigt.
Anderledes kunne det næsten heller ikke være, da 64-årige Viola Dam i fredags sagde farvel til sine kolleger ved en afskedsreception på arbejdspladsen, Thisted Kommunes tekniske forvaltning på Kirkevej i Hurup.
46 år blev det til for sekretariatsmedarbejderen Viola, vel at mærke på samme arbejdsplads, under to kommunale arbejdsgivere, hhv. Sydthy Kommune og Thisted Kommune, og gennem alle årene i samme afdeling.
- Og indgangsdøren til arbejdspladsen har også været den samme i alle 46 år, så jeg er gået ind og ud ad den samme dør til og fra arbejde rigtigt mange gange, smiler hun.
Hun begyndte i afdelingen som kontorelev 2. januar 1980 og nåede altså også at møde Dronning Margrethe for at sige tak for ”Den Kongelige Fortjenstmedalje i sølv”, som tildeles for en fortjenstfuld indsats efter mindst 40 års uafbrudt ansættelse inden for samme offentlige arbejdsgiver.
- Det var lige op over, jeg nåede det, for jeg besøgte hende sidst i februar 2020 lige inden, landet blev lukket ned på grund af Corona. Det blev en speciel dag, for Dronningen var meget i øjenhøjde og lyttede interesseret, når jeg fortalte om mig selv og om min glæde for naturen og mine ture i nationalparken. Jeg kunne godt mærke, at naturen også lå Dronningen meget på sinde, siger Viola.
Den stedbundne natur bliver også besøgsmål for endnu flere oplevelser for Viola og hendes mand Bjarne, når arbejdsliv bliver skiftet ud med en tilværelse som pensionist.
- Og så får jeg også mere tid til børn, børnebørn, hus og have, men ikke mindst til at komme ud i naturen og suge den til sig med alle mine sanser. Det nyder jeg, siger Viola.
Og selv om afskeden med kollegerne i fredags blev vemodig, så var det også en glædens dag for Viola.
- Jeg kommer bestemt til at savne mine kolleger, det gode samarbejde og vores mange hyggesnakke. Men min beslutning om at stoppe er en velovervejet beslutning, så nu er jeg klar til at sige farvel, men også på gensyn, når vi mødes igen udenfor arbejdspladsen, siger Viola.