Billede beskrivelse

Hvem skal hyldes som Årets Forening i Thy? – Nu kan du komme med dit bud

07. oktober 2025 kl. 11.01

THISTED: Den 23. januar 2026 afholdes årets store Award-show i Thyhallen, hvor Thisted Kommune igen hylder det lokale foreningsliv med prisuddelinger, underholdning og fællesskab.

En af de helt særlige priser er “Årets Forening”, som for anden gang uddeles af Lions Club Thisted.

- Vi vil hylde netop den forening, som i 2025 har gjort en særlig indsats for at styrke både foreningens aktiviteter, fællesskabet og det sociale liv for sine medlemmer, siger Erik Nielsen, der er formand for Awardudvalget i Lions Club Thisted.

Den flotte pris blev i 2025 vundet af Thisted Vinterbadeforening, og med æren fulgte en præmie på 25.000 kroner. 

Nu søger Lions Club Thisted kandidater til Årets Forening 2026.

Foreningslivet i Thisted Kommune summer af energi, sammenhold og ildsjæle. Men hvilken forening fortjener en ekstra hyldest for sin indsats i 2025?

Prisen uddeles i samarbejde med klubbens tre partnere:
Dansk Anodiserings Industri, Davidsen og Feriepartner Thy.

Alle borgere i Thisted Kommune kan indstille en af kommunens folkeoplysende foreninger til prisen.
Med indstillingen skal følge en kort begrundelse for, hvorfor netop denne forening fortjener at blive kåret som Årets Forening 2026.

Blandt alle indstillinger udvælges tre nominerede, og vinderen afsløres under det festlige Award-show i Thyhallen den 23. januar 2026.

Her fejres hele foreningslivet i Thisted Kommune med prisuddelinger, musik og underholdning.

Formand for Awardudvalget i Lions Club Thisted, Erik Nielsen, glæder sig til endnu en gang at sætte fokus på de mange foreninger, der gør en forskel i lokalsamfundet:

– Vi glæder os meget til at påskønne det store frivillige arbejde, der udføres i foreningslivet i Thisted Kommune.

Har du et bud på, hvem der skal være Årets Forening 2026, så send din indstilling med begrundelse til:
fritid@thisted.dk

Frist for indsendelse: 9. oktober 2025.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste