Tove Ericsson (th.) og Lilian Ericsson er henholdsvis anden og tredje generation i familievirksomheden SM Entreprenørfirma. Svigermor og svigerdatter er begge glade for at have sagt deres daværende jobs op for at have noget sammen med deres mænd. Foto: Emma Toftelund Poulsen
Mennesker

Hustruer i tre generationer på kontoret i familievirksomhed: - Firmaet er éns liv

Det er ikke kun ejerrollen, der er gået i arv hos SM Entreprenørfirma

18. april 2021 kl. 08:00

ROSLEV: Siden Ove Ericsson startede SM Entreprenørfirma, dengang med navnet Salling Maskinstation, i 1948, har virksomheden to gange gennemgået et generationsskifte, hvor ejerrollen er gået i arv fra far til søn.

Men hos virksomheden i Roslev, der i dag blandt andet beskæftiger sig med dræning for landbruget og især kører meget rundt i Salling, på Mors og i Thy, er også jobbet på kontoret gået i arv fra hustru til hustru i tre generationer.

I dag er det Lilian Ericsson, 44 år, der tager sig af alt inden for telefonopkald, bogføring, løn og annoncering i den virksomhed, hendes mand Bugge Ericsson i dag ejer, og titlen ”administrativ blæksprutte” betgener meget godt hendes arbejdsfunktion.

Tove Ericsson har stadig en skrivebordsplads på kontoret, hvor hun ordner hendes og mandens regnskaber. Det er en stor glæde for hende at kunne følge lidt med stadigvæk. Foto: Emma Toftelund Poulsen

”Kontordame” er dog en mere korrekt betegnelse at sætte på Kirsten Ericsson, der var første generation af hustruer på virksomhedens kontor i SM Entreprenørfirmas levetid.

- Hun sad med sin kassekladde og førte ind i hæfter med sirlig skrift, siger Tove Ericsson, 71 år, der overtog sin svigermors post på kontoret, efter hendes mand Bo Ericsson overtog virksomheden i 1987.

- Der var min svigermor 70 år gammel, og så ville hun ikke mere. Det var svært at tage over for hende, for hun var dygtig, og hun var god til at snakke med landmændende, siger Tove Ericsson.

Bevidste om fritidsliv

Tove Ericsson arbejdede dengang som lærer på Frøslev Skole, men sagde ja til at overtage jobbet, der blandt andet indebar et skift til at bruge edb i virksomheden.

- Jeg tog jobbet for, at min mand og jeg kunne have noget fælles. En af grundene var også, at jeg kunne være hjemme, når børnene kom hjem. Vi havde et kontor, hvor vi boede, siger Tove Ericsson, der tog forskellige kurser inden for økonomi.

I 2008 begyndte Bugge Ericsson en glidende overtagelse af virksomheden fra sin far, og da Tove Ericsson i 2012 syntes, at hun var ved at trænge til mere frihed, blev det Bugge Ericssons kone, Lilian Ericsson, der overtog styrpinden på kontoret.

Den beslutning havde ligget lidt i kortene, men det betød også, at hun måtte sige sit job som sygeplejerske op.

- Det var svært, for jeg var utrolig glad for at være på den afdeling, jeg var på. Ligesom Tove syntes jeg også, det var fint at kunne have noget sammen med min mand.

- Vi havde længe snakket om, at det kunne være sjovt for mig at være en del af virksomheden og have en forståelse for alle de timer, Bugge bruger i virksomheden, siger Lilian Ericsson.

Lilian Ericsson er uddannet sygeplejerske, men har i forbindelse med kontorjobbet i familievirksomheden taget forskellige kurser inden for økonomi. Foto: Emma Toftelund Poulsen

Da Tove Ericsson arbejdede på kontoret, var der ikke meget frihed til at lave andet end arbejde, men med gode muligheder for at arbejde hjemme i dag og to projektledere på kontoret har den nye generation fået mere frihed, mener hun.

- Firmaet er éns liv. Det er 24/7. Men Lilian og Bugges generation er mere bevidste om, at der også skal være et fritidsliv ved siden af arbejdslivet, siger hun.

Deler store beslutninger

Lilian Ericsson nyder da også den frihed, der er i hendes job.

- Jeg skal ikke spørge nogen om fri, hvis børnene er syge. Jeg kan arbejde hjemmefra, og når børnene skal et eller andet, kan jeg i de fleste tilfælde være der, fordi jeg selv kan planlægge min arbejdstid, siger Lilian Ericsson.

De to kvinder er glade for, at de tog beslutningen om at træde ind i deres mænds virksomhed.

- Vi skal lige tænke over ikke at snakke for meget arbejde, når vi sidder hjemme og spiser aftensmad, men det er vores børn gode til at minde os om.

- Der er mange ting, Bugge sidder alene med som leder, men når jeg er en del af virksomheden, kan han bedre dele de store beslutninger, der skal tages, med mig. Så får han en anden vinkel på de ting, han tumler med, siger Lilian Ericsson.

- Lilian og Bugges generation er mere bevidste om, at der også skal være et fritidsliv ved siden af arbejdslivet, siger Tove Ericsson (th.). Foto: Emma Toftelund Poulsen

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu