Hollandske Jeroen tog livtag med døden: Nu lever han livet på ny på Nordmors
SEJERSLEV: Måske var det tilfældet, der førte dem til en ny tilværelse i Sejerslev på Nordmors.
Måske var det skæbnen.
Sidstnævnte fylder mest hos hollandske Jeroen Lankwarden, for det er en rar og varm tanke i forårssolen på den campingplads, han har købt og ejet siden januar sammen med sin kone, Angela.
- I Holland fik jeg konstateret kræft og fik at vide, at jeg kun havde tre måneder tilbage at leve. Mit eneste håb var stamcellebehandling, og skæbnen ville, at min kræftlæge fandt en donor.
- Det kan være, at den donor var dansk, og det er derfor, Angela og jeg søgte mod Danmark for at komme væk fra Holland og få en ny start på livet, smiler han.
Og selv om de kun har boet ganske kort tid i Sejerslev, så nyder de at være her og skabe en fremtid som campingværter på Gerlis Camping.
Den har de købt af Lis og Jørgen Brusgaard og vil videreføre under navnet Camping Slappe Af.
Har knoklet på
Slappe af har de dog ikke haft megen tid til de første par måneder siden overtagelsen.
Faktisk har de knoklet på for at rydde op og istandsætte.
På en kort rundvisning viser de frem, hvordan de har malet fælleshuset og er ved at renovere toiletter og baderum. Desuden er oliefyr og gas blevet afløst af varmepumpe og solceller.
- Vi går meget op i bæredygtighed og selvforsyning, så vi har blandt andet planer om at etablere en køkkenhave, hvor vores gæster kan plukke salat og grøntsager til maden, siger Jeroen.
Andre planer er at indrette hytterne til at rumme par fremfor familier, og på sigt at lave et hjørne af pladsen om til glamping.
- Vi har mange tanker og ideer for pladsen, men det må komme med tiden og også det, vores gæster måtte ønske, siger Angela.
Gør klar til gæster
Indtil videre rydder de op og renoverer for at blive klar til at modtage gæster på Camping Slappe Af.
- Vi håber, det kan blive sidst i april. Vi mangler fortsat at få en tilladelse fra myndighederne til at drive campingplads, så vi åbner ikke før, den er på plads.
- Samtidig har vi planer om at lave et Åbent Hus for at vise byen og vores naboer, hvad vi har lavet og lavet om på campingpladsen. Det ser vi frem til, for vi føler os godt taget imod af alle i Sejerslev, siger Jeroen.