John Holm Olsen har i årevis været instruktør på den kraftige og lynhurtige RIP-båd og nyder at give folk den vilde oplevelse på vandet.
Mennesker

Hold på hat og briller: John gav børnene en tur, de sent vil glemme

19. september 2023 kl. 06:00

Lørdag var det helt store beredskab rullet ud. Alt katastrofemateriel, der kan køre, sejle og flyve, er linet op til katastrofeberedskabets dag ved beredskabsstyrelsen Nordjylland.

Publikum kan komme helt tæt på og også prøve noget af det fascinerende udstyr, som man normalt ikke har adgang til. 


Et af de mere actionprægede indslag, som trak en lang kø, var en tur på Thisted Bredning med den orange RIP-speedbåd Sebedeje.


Et af børnene har en betryggende arm omkring sig, og godt fast i en stang, da båden lægger fra land.

Skipper på hurtigbåden er John Holm Olsen, der har mange års erfaring i at manøvrere den lynhurtige båd, som uddannelsesansvarlig for RIP-båden. 


De otte passagerer har fået sikkerhedshjelm og redningsvest på og fået sig placeret i båden.

Fødderne er blevet stukket ind i runde holdere i dækket. 


- Er i klar? lyder det fra John Holm Olsen, der har en hjælper med.

Nogle børn nikker - andre er mere usikre på, om det er en dårlig ide at vente en halv time på at få blæst håret igennem på fjorden.


Båden lægger fra kaj og de to 115 hestes motorer begynder at brøle.

Gashåndtaget skubbes i bund, og i løbet af ingen tid er topfarten på 50 km i timen nået, og turen går i vild fart ud over den nogenlunde rolige fjord.

RIP-båden Sebedeje var et af de mest populære indslag ved beredskapsdagen, der var godt besøgt.


Vandsprøjten står bagud fra bådens kraftige motorer, mens John Holm Olsen giver passagererne en opvisning i hvorfor RIP-båden er et af Beredskabsstyrelsens bedste redskaber, når der skal søges efter personer til søs.


Efter 10 minutter lægger RIP-båden til kaj igen.

Smilene er brede, humøret har fået et nok opad og håret sidder lidt anderledes end før turen. 


Men det har været en oplevelse, som sidder lidt i kroppen - også efter at man er på fast grund. 


John Holm Olsen stopper i øvrigt 1. oktober hos Beredsskabsstyrelsen Nordjylland efter 29 år. 


Han skifter til et nyt job i det civile som kørekortsagkyndig (Motorsagkyndig).

Annonceret indhold

Nyeste