Stolt nyudlært glarmester Nicolaj Vandet Larsen, Nors. I baggrunden en ligeså stolt mester Steen Gjerulff.
Mennesker

Helt fantastisk: Glarmesterlærling fra Thy opnår sølvmedalje

Hver år uddeles der svendebrev til omkring 35 glarmesterelever i Danmark. Men det hører absolut til sjældenhederne, at svendebrevet følges af en skinnende sølvmedalje

22. oktober 2021 kl. 09:58
Et grafisk tryk af Trampedach og tre andre indramninger skulle laves på knapt to dages prøver. Heldigvis ”sad den lige i skabet” for glarmestereleven fra Nors. Ole Iversen

Det flotte resultat har Nicolaj Vandet Larsen fra Nors netop opnået.

- Der er kun uddelt sølvmedalje til seks glarmesterlever de seneste 40 år. Sølv er den flotteste anerkendelse man kan opnå efter sin svendeprøve. Så det er et stort resultat for Nicolaj og da også for vores forretning, fortæller en stolt mester Steen Gjerulff, indehaver af Glasgjerulff i Thisted.

Nicolaj Vandet Larsen var klar til at trække et hvilket som helst emne indenfor sit fag til svendeprøven på EUC i Holbæk - landets eneste glarmesterskole. Det blev så indramning.

- Og hans arbejde sad lige i skabet. Der kunne ikke sættes en finger på de fire forskellige indramninger, som Nicolaj lavede over næsten to dage.

- Indramning er virkeligt et håndværk. Rammen skal jo på smukkeste vis præsentere og fremhæve et stykke kunst eller et billede. Derfor skal man have blik for at få rammen til at passe til værket, og være i stand til at lave alt fra bunden. For intet er standard, siger Steen Gjerulff.

Nicolaj selv er glad for at det gik godt med prøven i indramning.

- Men var det blevet et af de andre emner vi laver som glarmester, så var jeg også klar til dem. For jeg har virkelig kommet rundt om faget i de tre år jeg har været hos Glasgjerulff, lyder det fra glarmesteren.

For det kan en glarmesterelev kalde sig selv, når svendebrevet er i hus.

Nicolaj Vandet Larsen, der egentlig er handelsuddannet, begyndte ved et tilfælde som fejedreng hos glarmesterfirmaet på Bjørnevej. Glasarbejdet blev så hans passion.

Nu er han glarmester og karrieren er på skinner. For naturligvis ville hans læremester ikke sende gode folk videre. Det er nu blevet til fast ansættelse hos Glasgjerulff.

Glasgjerulff har siden 1963 udlært 16 lærlinge, og har tre gange opnået anerkendelse for ”bedste elev” - men aldrig en sølvmedalje.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu