Billede beskrivelse

Har du også undret dig? Træfigur byder velkommen ved indfaldsvejen til Thisted

08. februar 2025 kl. 19.02

THISTED:
Den har været længe undervejs. Men nu står træfiguren Kong Knast og hilser glad på bilisterne, der drøner forbi på Østerbakken ved Thisteds forlige indfaldsvej. 


En stor, unik og charmerende træ-trold lavet for Naturbørnehaven Kronens Mark og udført af motorsavskunstneren Kent Sørensen.

Billede beskrivelse

- Vi har længe ønsket os at få noget ude ved vejen, der kunne signalere at der lå en børnehave bag træerne i Kronborg Plantage. Derfor fik vi ideen til Kong Knast, som vi selv har samlet penge ind til. 
Men trods det var på naturbørnehavens egen grund, så var det ikke bare lige at opstille en stor træskulptur ude ved vejen. Der skulle indhentes flere tilladelser. 
Men det lykkedes, fortæller nuværende formand for børnehavens forældreråd Jakob Østerby Pedersen. 


- Kong Knast er ikke blot en træstub, men en unik og charmerende trold, som nu pryder området. Trolden er skåret ud af en stor træstub fra Nationalpark Thy og fungerer nu som et markant vartegn for Naturbørnehaven Kronens Mark i Kronborg Plantage. Den er skabt for at synliggøre børnehaven og dens placering i det smukke naturområde, hvor leg, læring og natur går hånd i hånd. 
Mange lokale og besøgende har allerede lagt mærke til trolden og undret sig over dens historie, siger han.

Billede beskrivelse

Den er et symbol på kreativitet, naturglæde og fællesskab – værdier, som Naturbørnehaven Kronens Mark lever efter hver dag.
For børnehaven handler Kong Knast ikke kun om at skabe synlighed. Han er også en påmindelse om, hvor vigtigt det er at inddrage naturen i børns hverdag. 


Skulpturen blev til som et samarbejde mellem lokale kræfter, der har lagt tid og kærlighed i at skabe en figur, som børn og voksne kan samles om og glæde sig over.

Billede beskrivelse

- Vi håber, at han vil skabe smil og vække nysgerrighed hos alle, der passerer forbi. Og når årstiderne skifter, så følger Kong Knast med. Så måske vil man opleve ham stå med Dannebrog på, når et barn fylder år, og måske nissehue og lys - når det er jul, lyder det fra forældrerådsformanden. 


Det er også planen at pladsen omkring Kong Knast skal plantes til med forårsløg, der kan pryde stedet.

Naturbørnehaven Kronens Mark inviterer alle interesserede til at komme forbi og opleve Kong Knast. Tag en tur ud til børnehaven, og hils på trolden, der nu stolt står som et symbol på leg og læring i pagt med naturen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste