Han startede som elev: Nu er han direktør og kan fejre stort jubilæum
THISTED: Ole Beith begyndte som elev i Sparekassen Thy i Hanstholm 1984. Nu 40 år efter sidder han i direktørstolen bogstaveligt i toppen af Sparekassen Thy - med udsigt over Store Torv og noget af Thy.
Men det er ikke ud over hele det forretningsområde, som Sparekassen i dag dækker. For det er markant større nu, end den gang Sparekassen Thy kun havde filialer i Thy.
Der er også tilføjet filialer i Herning, Struer, Aulum, Viborg, Ulfborg, Holstebro og Aarhus. Og der er også mange kunder i København, som betjenes af 16 ansatte i Thisted, der udelukkende fokuserer på kunder i hovedstaden.
- Meget er sket, siden dengang jeg begyndte. Sparekassen er en anden, meget større og meget mere moderne virksomhed. Der er taget mange beslutninger om sparekassens udvikling gennem årene. En af de absolut vigtigste var, at vi besluttede at etablere os udenfor Thy i slutningen af 90’erne, lyder det fra Ole Beith.
- Thy er vores ophav, hvor vi hele tiden udvikler forretningen. Men forretningen udenfor Thy fylder i dag mere end 35 procent, og det styrker Sparekassen Thy som helhed og giver os rigtig god kort på hånden til at udvikle og fastholde lokale arbejdspladser.
- Det er faktisk vildt, at vi har kunnet lave den ekspansion. Det har vi kunnet, fordi man kan regne med os. Vi opfører os ordentligt, og vi er til at komme i kontakt med. Men uanset, at vi har udviklet os og blevet større, så er vores DNA nøjagtigt det samme. Vi er altid hvor kunderne er og er en aktiv del af lokalsamfundet.
- Jeg er stolt over, at vi har været med i rigtigt meget af det, der sker og er skabt i Thy. Ikke mindst med den fantastiske branding, Thy har opnået og gjort Thy kendt i hele landet. Den udvikling har også styrket vores brand og været med til at løfte Sparekassen Thy. Den positive stemning, der er om Thy, smitter, og det er da blevet sjovere at sige, at jeg kommer fra Sparekassen Thy, siger Ole Beith.
Der ikke meget Hr. bankdirektør over chefen.
Medarbejdere beskriver ham som jovial, tillidsvækkende og nede på jorden. Altid med en åben-dør-politik for alle.
- Jeg har altid været mig selv – forsøgt at være i øjenhøjde med alle, men med bevidsthed om at distancere mig, når det er nødvendigt. At ledelseskasketten sidder velplaceret på hovedet og ansvaret bæres med en menneskelig, men kontrolleret distance. Det gælder for eksempel, når de svære beslutninger skal tages, eller vigtige og måske kritiske budskaber skal formidles, lyder det fra Ole Beith.
Han har mange timer “på kontoret” enten i chefstolen eller i de sektorbestyrelser, han også passer.
- I fritiden nyder jeg at være aktiv med de mange praktiske gøremål, der altid er med at passe vores gård i Næstrup. Der er altid noget, der skal laves, og tiden med at være praktisk giver også mulighed for refleksion over både nutiden og fremtiden i Sparekassen. Vi har 3 døtre, hvoraf de 2 nu er flyttet til Aarhus. Her skal der jo flyttes en gang imellem og hænges en lampe op, lyder det med et smil fra sparekassedirektøren, der fylder 59 år fredag 30. august.
Han har ingen planer om at stoppe.
- Jeg vil fortsætte efter det mål, jeg altid har arbejdet efter - nemlig at Sparekassen Thy for mig kun er til låns. Og min opgave er at aflevere den bedre tilbage, end jeg overtog den, lyder fra Ole Beith.
De 40 års jubilæum fejres fredag 6. september med reception i Thisted Musikteater fra klokken 13-16, og om aftenen sammen med alle medarbejdere.