Seneste nyt

Grafisk webdesigner har startet firma på Mors

12. december 2018 kl. 13.19

Radesign er et et år gammelt firma på Mors, som grafisk designer, Rathi Thevi Rajeswaran står bag. Hun driver firmaet fra hjemadressen på Fruevænget i Nykøbing, hvor hun bor sammen med sin kæreste og parrets lille datter.

Navnet på firmaets indehaver indikerer, at her er tale om en person med udenlandske aner, og det er også tilfældet.

Rathi Thevi Rajeswaran er født og opvokset i Malaysia, og det lå ikke lige i kortene, at fremtiden ville bringe hende til Danmark. Og da slet ikke for at slå sig ned.

Rathi Thevi Rajeswaran og hendes familie tilhører de 10 procent af befolkningen i Malaysia, som er indiske, og efter at have taget en bacheloruddannelse i erhverv og international marketing i hjemlandet, ville Rathi gerne videreuddanne sig.

- I Malaysia er det ikke særlig kendt at arbejde med design, og det har altid været min drøm. Så jeg flyttede til Danmark på grund af uddannelse, fortæller Rathi ved stuebordet på Fruevænget, hvor hun i kælderetagen har sit kontor.

Silkeborg blev første stop på vejen, og her lærte Rathi dansk i tre år. Derefter flyttede hun til Århus for at studere multimediedesign.

Egentlig var det nok planen, på et tidspunkt at flytte hjem til Malaysia igen, men det fik en ung morsingbo ved navn Peter lavet om på.

- Jeg mødte min kæreste i Århus, hvor han arbejdede som tømrer, og jeg må sige, han har været god til at ”sælge Mors”, og nu har vi købt hus her, fortæller Rathi med et stort smil.

Som grafisk webdesigner tilbyder hun firmaer hjælp til hjemmesider og øvrigt grafisk design.

Hun forklarer, at det kan være opgradering af den nuværende hjemmeside, eller etablering af en hjemmeside helt fra bunden, ligesom det også kan være at give et firma en helt ny identitet udadtil. Her er det ofte helt ned til mindste detalje, der kommer under lup. Eksempelvis også noget så banalt som brevpapiret.

- Jeg er god til at læse kunden og fornemme, hvilken vej, vi skal gå, fortæller Rathi Thevi Rajeswaran, som med egne ord arbejder hårdt i sit freelance webdesignfirma.

Da hun sprang ud som selvstændig for godt et år siden var hun for eksempel rundt til mange virksomheder i området for at gøre opmærksom på sit firma og sine ydelser.

- Alle steder har jeg mødt en meget positiv indstilling, smiler Rathi Thevi Rajeswaran, som i øvrigt også elsker at tegne og male. Oven i købet er hun så god til det, at hun også sælger malerier og tegninger, og i øjeblikket udstiller i Sparekassen Thy Arena Mors. Dén historie fortæller Ugeavisen meget mere om i næste uge.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste