Billede beskrivelse

Gør en forskel: Annelise og Inger har brug for en hjælpende hånd

08. juli 2025 kl. 06.04

NYKØBING: Har du lyst til at hjælpe dine medmennesker i nød, så er der brug for din hjælp i genbrugsbutikken hos Folkekirkens Nødhjælp i gågaden i Nykøbing.

Og den tid, du investerer, bliver i sidste ende til penge, der går til at hjælpe blandt andre krigens ofre i Ukraine, til Afrika og katastrofens ofre rundt om i verden.

- Sidste år lavede vi et overskud på 190.000 kroner, og det alene på salg af tøj, siger Annelise Stouby, der sammen med Inger Carstensen sidder med i butiksudvalget og sammen står for at lede butikken og fordele vagter blandt de i dag 34 frivillige.

- Men selv om vi er 34 frivillige, så kan vi godt bruge flere. Faktisk mangler vi lige nu at få fem vagter besat, siger Annelise.

Billede beskrivelse

Det koster kun 3,5 timer af ens tid hver anden uge for at gøre en forskel for andre, og samtidig tilbyder genbrugsbutikken at blive en del af et socialt samvær, hvor de frivillige hygger sig med hinanden og ofte får vendt verdenssituationen over en kop kaffe.

- Det er især onsdag, vi har brug for nye frivillige kræfter, og det er om formiddagen i ulige uger og om eftermiddagen i lige uger. Desuden har vi også en ”ledig” vagt tirsdag eftermiddag i lige uger, siger Annelise.

Hun har selv været frivillig i genbrugsbutikken i syv år, mens det for Inger løber op i hele 17 år. Og det er især det sociale samvær med de øvrige frivillige, der har trukket dem ind i arbejdet for at gøre en forskel for medmennesker i nød.

- Og så møder man jo også de mange kunder, der kommer i genbrugsbutikken og lærer dem at kende. Vi har mange trofaste kunder, der også er med til at donere tøj og ting. Og vi tager imod alt. Det vi ikke kan sælge, sørger vi selv for at bortskaffe, siger Annelise.

Ud over det tøj og de ting, kunderne donerer, får genbrugsbutikken tøj fra de to opsatte containere på Klostertorvet og i Toftegade i Nykøbing samt ting fra søsterbutikken i Kåstrup ved Skive.

Har du tid til overs, og har du lyst til at hjælpe, så kig ind i genbrugsbutikken i gågaden, Algade 21, eller ring til Annelise på tlf. 28992800 for yderligere information.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste