Gitte er ny leder hos privatskole og børnehus
THISTED: Lige før jul afsluttedes en lang og grundig proces med ansættelsen af en ny øverste leder for Thy Privatskole og Børnehus. Bestyrelsen valgte at tilbyde stillingen til Gitte Bøgild Andreasen, som med glæde har takket ja.
Efter nytår er hun derfor trådt ind i sin nye rolle og har taget plads i lederstolen.
Ansættelsesprocessen var både omfattende og velovervejet. Gitte søgte stillingen på lige vilkår med andre kvalificerede ansøgere.
Den store interesse for stillingen viser, at Thy Privatskole er en attraktiv arbejdsplads, der markerer sig tydeligt på landkortet.
For at sikre en grundig udvælgelse blev medarbejderne inddraget, og bestyrelsen fik hjælp fra rekrutteringsfirmaet Mental Touch, der blandt andet specialiserer sig i ansættelsesprocesser.
Kandidaterne gennemgik personlighedsprofiler og præsenterede strategier baseret på en case, som indgik i beslutningsgrundlaget.
Med sine kompetencer blev Gitte vurderet som den helt rette til at stå i spidsen for Thy Privatskoles fremtidige udvikling og drift. Bestyrelsen ser frem til det videre samarbejde med Gitte og den retning, hun vil sætte for både skole og børnehus.