Billede beskrivelse

Garagen og kælderen er fyldt af nøgleringe – Nu vil Paw i Guinness Rekordbog

03. oktober 2024 kl. 14.03

NYKØBING: Sig nærmer julen, og øverst på ønskesedlen hos 51-årige Paw Larsen i Nykøbing står en bog.

Men ikke hvilken som helst bog.

- Jeg håber på at blive optaget i Guinness Rekordbog, smiler han.

Han sender ansøgningen fredag den 4. oktober, og når han har klikket send på sin computer, går der op til 12 uger, før han får besked om optagelsen.

- Jeg kunne godt have fået et hurtigere svar i løbet af få dage, men så vil Guinness Rekordbog have, hvad der svarer til cirka 3.500 kroner. Det er mange penge, så jeg kan godt væbne mig med tålmodighed og vente de 12 uger, for så er ansøgningen gratis, siger Paw, der til daglig arbejder på beskyttet værksted hos Morsø Kompetencecenter.

Billede beskrivelse

- Jeg fik en ny skulder for fire-fem år siden, for den gamle var slidt op, forklarer han.

Nedslidningen af skulderen hænger nu ikke sammen med hans altopslugende hobby. Han samler nemlig på nøgleringe og har gjort det siden, han som 20-årig købte den første under en ferie sammen med sin mor, far og søster i Østrig.

- Jeg ville gerne have et minde med hjem fra ferien, så det blev en nøglering med en klokke, siger han.

Hjemme i Nykøbing satte nøgleringen tanker i gang hos Paw. Han ville gerne have en hobby og begyndte at samle på nøgleringe.

De første nøgleringe fik han ved at køre rundt til lokale værksteder, butikker og virksomheder. Han har også fundet mange på genbrugspladser i både Nykøbing, Thisted og Skive.

- Men, det tog for alvor fart sidste år, hvor jeg medvirkede i en tv-udsendelse om min hobby. Efter udsendelsen sendte mange private pakker til mig med nøgleringe. En mand fra Randers sendte mig 1.200 nøgleringe, og det samme antal fik jeg fra en dame i Hanstholm og fra en bilforhandler lidt udenfor Aalborg. Andre igen sendte breve med 150 nøgleringe og op til 500. Samlet fik jeg 7.000 nøgleringe. Det var lidt vildt, smiler Paw.

Flest i Danmark

Sammen med de 6.225 han havde i forvejen, nåede han op på 13.225 nøgleringe. Og det antal unikke nøgleringe kan ingen anden præstere herhjemme.

Derfor ansøgningen til Guinness Rekordbog.

- Jeg går efter at blive optaget for at slå danmarksrekorden for nøgleringe. Den nuværende rekord er på 11.888, så den er jeg pænt over, siger Paw.

Billede beskrivelse

Men rekordbogen vil naturligvis have dokumentation for den slags. Så ud over tv-udsendelsen, skal Paw dokumentere, at Ligeher.nu skriver om ham. Og så skal han arrangere en rundvisning.

Og det bliver kollegerne på det beskyttede værksted, der får rundvisningen i den store samling, som han har sat op i sin garage og i et kælderlokale i den boligblok, hvor han bor sammen med sin kone Aase.

Og skal han pege på en favorit blandt de mange tusinder af nøgleringe, så bliver det den gulerod, som Aase har hæklet til ham.

- Den er jo meget personlig, når det er ens kone, der har lavet den, smiler han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste