Fruen valgte Nykøbing
NYKØBING: Søndag 26. marts fylder Mary-Ann Gramstrup, Skelholmvej 1 i Nykøbing 60 år.
Kreativiteten har altid været i centrum for ejeren af kunsthåndværkbutikken Fruens Fristed i Nykøbing.
Mary-Ann Gramstrup voksede op i Vestervig som Mary-Ann Daniel Larsen.
Efter 10. klasse på Vestervig Skole tog han en EFG basisuddannelse på handelsskolen i Thisted. Herefter gik turen til Skals Håndarbejdsskole ved Viborg, hvor hun uddannede sig i kreative fag ad to gange fem måneder.
Det var i 1981 og i 1983. Mellem de to ophold tjente hun penge som pige i huset på Lille Rastrup Hovedgård ved Aalestrup.
Fra 1984 til 1986 besøgte hun Kerteminde Håndarbejdsseminarium.
Det var også på Fyn, at fødselaren mødte sin første mand, med hvem hun fik fire børn sammen med.
I 1988 flyttede parret til Thy, hvor de bosatte sig i Bedsted.
I 1990’erne drev Mary-Ann Gramstrup en systue med stofsalg i Bedsted og Hurup.
Hun blev skilt fra sin første mand i 2001.
Hun giftede sig igen i 2003 og fik endnu et barn.
Derudover har fødselaren arbejdet på diverse plejehjem samt seks år på det daværende asylcenter i Hanstholm.
- Fra 2017 til 2019 var jeg ansat på plejecenter Vibedal i Thisted. Så sagde jeg op og startede Fruens Fristed på Lilletorv i Nykøbing, fortæller Mary-Ann Gramstrup.
I juni 2022 flyttede Fruens Fristed til hjørnet af Kirketorv og Algade.
Samtidig flyttede hun sammen med sin mand fra Bedsted til Skelholmvej i Nykøbing.
- Jeg er meget glad for at bo i Nykøbing, siger thyboen.
Mary-Ann Gramstrup er fast besluttet at drive Fruens Fristed i en del år endnu.
- Hvis alt går vel, så er jeg her i otte år endnu, siger hun.
Fødselaren har inviteret sin store familie til fest på lørdag. Derfor holder butikken lukket fredag og lørdag samt mandag.
- Men nu på torsdag er jeg klar med kage og gode tilbud i butikken, siger hun.