Louise Breinholt Pedersen har styr på kundernes hår i sin frisørsalon By Breinholt, men for år tilbage gik det helt og aldeles galt for hendes egne lokker. Arkivfoto: Bo Lehm
Mennesker

Frisøren Louise har helt styr på kundernes hår, men en gang gik det fuldstændig galt for hendes egne lokker

Louise Breinholt Pedersen kan ud fra egne erfaringer fortælle kunder, hvad man absolut ikke skal gøre ved sit hår

10. marts 2021 kl. 06:00

NYKØBING: Når Louise Breinholt Pedersen, ejer af frisørsalonen By Breinholt i Nykøbing, har unge piger til at sidde i frisørstolen, kan den 28-årige morsingbo ud fra egne erfaringer fortælle, hvad man absolut ikke skal begynde at gøre ved sit hår.

Louise Breinholt Pedersen har helt styr på sine kunders hår, men tilbage i 8. klasse gik det fuldstændig galt for hende selv.

På den skæbnesvangre dag, der satte gang i flere uheldige beslutninger, var Louise Breinholt Pedersen lyshåret, men hun havde fået en idé om, at hun nu skulle være mørkhåret. Hun pegede på en hårfarve, og frisøren spurgte mange gange, om hun var sikker på farven.

- Jeg sagde, at det skulle være den, og så blev jeg så sorthåret, at det skinnede helt blåt og måtte bruge opvaskemiddel for at fjerne det blålige skær, siger Louise Breinholt Pedersen.

Efter lidt tid ville den unge pige have sine lyse lokker tilbage. Hun fik at vide af frisøren, at det ville tage lang tid at komme tilbage til den farve på grund af det nu helt mørke hår, der skulle farves over mange omgange på grund af forskellen i ”tonehøjde” og for at passe på håret.

Blev utålmodig

- Da jeg derefter var ved frisøren anden gang for at få lysnet det, havde jeg inden da købt to pakker hjemmeafblegningsfarve. Frisøren var dygtig til at forklare mig, at det var en lang proces, men jeg var træt af at vente og troede ikke på hende, så efter den anden gang tog jeg hjem til en veninde, hvor vi selv begyndte at farve mit hår lyst med de to pakker hjemmeafblegningsfarve.

- Min mor ringede til mig imens for at spørge til, hvor jeg var, men jeg turde ikke fortælle hende, hvad vi havde gang i.

- Da vi var færdige, var mit hår helt brændt, saftevandsorange og pisgult. Jeg havde jo set på pakkerne, at det var en pæn lysblond farve, men jeg har lært på mit eget hår, hvad sådan noget hjemmefarve kan gøre af ulykker, siger Louise Breinholt Pedersen.

Som frisør i dag får Louise Breinholt Pedersen også kunder ind, som ligesom hende har eksperimenteret lidt med hårfarve derhjemme.

- Jeg får ondt helt inde i hjertet, fordi jeg ved, hvad de går igennem, siger Louise Breinholt Pedersen med et stort grin.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu