Fra strip til traktortræk: Sommerfest var en succes
Der pustes ud i Ræhr, efter at fire dages sommerfest sluttede søndag eftermiddag. Strip, ølløb, modeshow, traktortræk og børneaktiviteter gik rent ind.
- Vi var da spændt på, om vi kunne holde festen i gang over fire dage. Men vi må bare konstatere, at der hele tiden var mange mennesker på festpladsen og ølhanerne løb lystigt. Det er over al forventning. Og til vores store lørdagsfest solgte vi 180 billetter. Og endnu flere kom til dansen senere. Det er vi rigtigt tilfredse med, fortæller Bettina Rysgaard, som er formand for Ræhr Beboerforening, og fortsætter:
- At det var en god fest, vi fik stablet på benene, bekræftes af, at folk ville feste videre lørdag aften, og det lykkedes at overtale “Johnny Madsen Tribute” til at spille en time ekstra.
Alle dage strømmede folk til pladsen. Omsætningen har været rigtigt god, og alt tyder på et rigtigt flot resultat, når kasserne er talt op.
- Vi havde flere nye påfund til aktiviteter på årets program. De blev modtaget godt. Nu skal vi evaluere året fest. Men mon ikke vi finder på noget nyt til næste års sommerfest i Ræhr, lyder det fra formanden, der som afslutning gik på scenen og takkede de mange frivillige, der har bakket op om festen.
- Uden opbakning kan vi ikke lave sådan en fest så stor tak, lød det, mens en stor flok allerede var i gang med at pille festpladsen ned udenfor teltet.