Billede beskrivelse

Fra haven i Thise til sommerhus i Tåbel: Søren Vester er klar med nyt tv-program

05. januar 2026 kl. 19.01

TÅBEL: Til sommer kommer Tåbel på manges læber, når den kendte designer og tv-vært, Søren Vester, skifter scene fra haven i Thise i Salling til sommerhuset i Sydthy.

I Tåbel har familien Vester købt et nedlagt husmandssted med udsigt over Flade Sø, og ”det gamle lort”, som sønnerne Sigurd og Holger så smukt beskriver stedet, skal i otte afsnit af ”Søren Vesters sommerhus”, renoveres af den kreative designer og moderne bonderøv. 

Og denne gang - og for første gang i hans tv-karriere - med hustruen Dorthe og sønnerne som medvirkende.

I foromtalen til ”Søren Vesters sommerhus”, skriver DR, at programmerne vil have stort fokus på genanvendelse og bæredygtighed. Søren Vester er naturligvis den kreative ildsjæl med de mange finurlige idéer, men undervejs får han hjælp af erfarne håndværkere og eksperter.

Tidligere har Søren Vester fortalt, at familien kiggede mod Thy på grund af de mange unge iværksættere fra nær og fjern, der er søgt til området for at bruge naturen som legeplads. 

Folk, som tager naturen seriøst og ikke er kommet for at lave et turist tilbudsmarked, men i stedet har fokus på kvalitet.

- Thy kommer aldrig til at overleve på kvantitet, det er kun på kvalitet. Det vil vi gerne være en del af, og det gør man ved at gøre tingene ordentligt, sagde Søren Vester.

Til det ordentlige hører og sagt med et smil på læben af Søren Vester, at ”sommerhuset” ikke ligger i Agger, som DR skriver i foromtalen, men i Tåbel.

- Herude går man virkelig meget op i og indenfor 100 meter, at vi ikke er i Agger, men at området hedder Tåbel, sagde Søren Vester.

”Søren Vesters sommerhus” får premiere 10. juni, og om baggrunden for de otte tv-afsnit skriver DR:

”Danmark står midt i en tid, hvor bæredygtigt byggeri er nødvendigt, og vi har brug for at blive inspireret og guidet til at nytænke vores valg i byggeprocessen. Serien bidrager til samtalen om, hvordan fremtidens byggeri på samme tid kan være moderne, bæredygtigt og fornuftigt (økonomisk og æstetisk).”

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste