Billede beskrivelse

Foreninger blev ramt af svindel - nu får de uventet økonomisk hjælp

04. marts 2025 kl. 06.02

SNEDSTED: Midt i januar blev tre foreninger i Snedsted udsat for udspekuleret telefonsvindel. 


En “hjælpsom politimand”, som han udgav sig for at være, narrede over to en halv times telefonsamtale samlet 104.000 kroner fra kassereren fra tre frivillige foreninger: Snedsted Amatører, Snedsted Bladet og Snedsted Borger- og Erhvervsforening.

Det var et stort økonomisk tab for det frivillige arbejde i tre små foreninger og for aktiviteter i Snedsted. Derfor var det tre glade foreninger, der dagen efter svindlen fik et telefonopkald fra en helt anden venlig kant - nemlig fra Spar Snedsteds købmand Anders Kjær.

Han kunne fortælle, at KFI - Købmændenes Frivillige Fond ville donere 37.500 kroner til de tre foreninger - som et plaster på såret. 


- Det er noget, der betyder meget for os. Ikke kun fordi det giver lidt penge i kassen igen hos de tre foreninger. Men også fordi omsorgen for os varmer og er et godt udtryk for den hjælpsomhed og sympati, vi har fået efter svindlen, fortæller Charles Knudsen fra Snedsted Bladet. 


- Vi skal nok overleve. Det kan godt være der bliver lidt mindre julebelysning, en hoppeborg mindre og brugt lidt mindre på dilettant, vedligehold af grønne områder, byfest, fastelavn og meget andet de næste to-tre år. 
Men vi skal nok klare os i Snedsted, lyder det fra formand Claus Martinussen, Snedsted Borger- og Erhvervsforening.

- Én positiv ting er der nemlig kommet ud af det hele. Og det er, at Snedsted by og borgerne er rykket tættere sammen, og moralsk og økonomisk bakker hinanden op. 

For købmand Anders Kjær og SPAR-butikkerne er det en glæde at kunne hjælpe.


- Vi tænkte straks på byens foreninger dagen efter meldingen kom ud om, at de var blevet svindlet. Så er det bare dejligt, at vi har kunnet hjælpe med vores bidrag, lyder det fra købmanden, da den store gavecheck på 37.500 kroner blev overrakt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste