Forening fejrede de første 40 år
Morsø Slægtshistoriske Forening har fejret sit 40-års-jubilæum, fortæller formand Gunhild Olesen Møller, Vester Assels, som i en tale så tilbage til stiftelsen 1978.
Eksempelvis havde hun fundet nogle papirer fra et møde 1981, hvor Peter Gundelach, leder af Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, havde udarbejdet en rapport om ”Foreningslivet på Mors”. Der blev henvist til, at i 1952 var der ca. 50.000 foreningsmedlemmer på Mors i ca. 100 foreninger, mens tallene 1979 var ca. 43.000 medlemmer i ca. 150 foreninger:
Det første tal stammer fra en artikel 1952 i Morsø Folkeblad, hvori det hed, at det ”må med sorg konstateres, at vort foreningsglade land er i krise”:
- Citatet tyder på, at man tit hævder, at det altid var bedre i gamle dage, lød kommentaren fra Gunhild Olesen Møller, som frem til nutiden konstaterede, at der er kommet endnu flere foreninger til, mens antallet af morsingboer er gået tilbage.
Hun nævnte også, at i 1850 var der kun seks foreninger på Mors, og at i 1952 havde de politiske partiforeninger på Mors ca. 7000 medlemmer, mens tallet i dag er ca. 700.
Morsø Slægtshistoriske Forening er også en del af denne udvikling i foreningslivet, konstaterede formanden. Initiativtagere var Ingeborg Riis Sønder og Else Bak. I efteråret 1978 forberedte et udvalg stiftelsen, og 12. december blev der så holdt stiftende generalforsamling på Hotel Bendix, og der blev vedtaget et sæt vedtægter. Vedtægterne holdt til år 2003 hvor de blev revideret. Så det må siges at være gjort godt. Ved starten var der 17 medlemmer.
- Vores medlemstal toppede først i 1990’erne med 65 medlemmer, mens vi nu har i de seneste mange år ligget stabilt på omkring 36 medlemmer, sagde Gunhild Olesen Møller og fortsatte:
- Der er langt flere end vores 36 medlemmer, der interesserer sig for slægtsforskning på Mors. Det er en interesse, der er i stærk fremgang både her og på landsplan. Som noget nyt inviterer vi nu til slægtsforskningscafeer om formiddagen. Så kan vi forhåbentlig komme i kontakt med potentielle ny medlemmer. Folk, der kan se en fordel i at være en del af en lokal foreningsdannelse, der også har tråde til den nye landsdækkende forening Dansk Slægtsforskere.
Ved festen søndag aften deltog 22 i Støberisalen på biblioteket i Nykøbing, hvor historiker Camilla Andersen fra Museum Mors fortalte om Overlæge Nordentoft og hans kamp for at indføre radiumbehandling på Nykøbing Sygehus. Under spisningen fortalte Niels Vestergaard Larsen, Sdr. Dråby, om sine fund i amtsarkiverne, der anses som svært tilgængeligt stof for slægtsforskere, og afslutningsvis fortalte frimenighedspræst Ole Kobbelgaard, Øster Jølby, om frimenighedens tidlige historie. dl.