Billede beskrivelse

Fire unge morsingboer kan blive "Årets Unge Iværksætter"

29. oktober 2025 kl. 18.16

NYKØBING: Fire unge iværksættere fra Mors er blandt de tre nominerede i kategorien ”Life Science” ved Årets Unge Iværksætter 2025. 

Bag virksomheden Secure Pills står 18-årige Oliver Poulsen Bech, Sara Berg Mikkelsen, Johanne Lindum og 20-årige Anton Jørgensen – alle med rødder på Morsø Handelsgymnasium, hvor idéen til virksomheden opstod.

De har udviklet Secure Pills, en intelligent pilleæske koblet til en app, som hjælper patienter – især ældre og kronisk syge – med at huske deres medicin. Løsningen skal forhindre, at piller bliver glemt eller taget forkert, og samtidig skabe større tryghed for både brugeren og de pårørende.

- Det virker måske som en lille ting at glemme en pille, men for mange ældre kan det have store konsekvenser, fortæller Oliver Poulsen Bech, medstifter af Secure Pills.

- Vi har selv set, hvordan medicinering kan skabe utryghed i familier, og derfor ville vi udvikle noget, der gør hverdagen nemmere og mere sikker. Nomineringen betyder virkelig meget for os – det er et skulderklap for, at vores arbejde kan hjælpe andre.

Fakta om Secure Pills:

Stiftere: Oliver Poulsen Bech (18), Sara Berg Mikkelsen (18), Johanne Lindum (18) og Anton Jørgensen (20)

Hjemby: Nykøbing Mors

Uddannelse: Morsø Handelsgymnasium

Kategori: Life Science

Formål: Hjælpe ældre med at huske deres piller hver dag ved hjælp af innovativ pileæske

Når teknologi gør hverdagen tryg

Secure Pills består af en pilleæske, der via NFC-teknologi er forbundet til en brugervenlig app.

Appen minder brugeren om at tage sin medicin, sender besked til en pårørende, hvis doseringen bliver glemt, og advarer, hvis æsken bliver efterladt derhjemme.

Den smarte løsning er både simpel og effektiv – og netop det gør den særlig relevant for ældre borgere, der ofte har svært ved at bruge mere avanceret teknologi.

- Vi har arbejdet hårdt for at gøre løsningen så nem som muligt. Teknologi skal skabe tryghed – ikke forvirring. Vores mål er at gøre en reel forskel i hverdagen for mennesker, der kæmper med at huske deres medicin, siger Oliver Poulsen Bach.

Derfor er de nomineret

Ifølge Fonden for Entreprenørskab, der udvælger de nominerede, er Secure Pills nomineret i kategorien ”Life Science”, fordi virksomheden kombinerer teknologisk innovation med et klart samfundsansvar.

- Secure Pills tager et hverdagsproblem for mange mennesker og løser det med omtanke og teknologi. Deres pilleæske skal både give tryghed og frihed – et stærkt eksempel på, hvordan unge tænker life science ind i hverdagens behov, siger Christian Vintergaard, CEO i Fonden for Entreprenørskab.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste