Festdag hos Skattekisten: Bålhytte indviet med sang og røde pølser
HURUP: Det var en festdag for de sammenbragte børn, forældre og pædagoger, da Børnehuset Skattekisten i Hurup fredag den 21. november inviterede til indvielse af en bålhytte.
For det var ikke en hvilken som helst bålhytte. Det var bålhytten fra den nu lukkede børnehave i Boddum, som hen over sommeren og efteråret var blevet skilt ad, fragtet til Skattekisten i Hurup, samlet igen og oveni havde fået et nyt tag.
Med god hjælp fra fem friske drenge fra Hurup Skoles juniormesterlære og en lokal tømrermester.
Elever og lærere fra juniormesterlære var inviteret med til indvielsen som særlige gæster og fik både en gavekurv, men også stor ros og tak fra Skattekistens leder, Sanne Danielsen, inden den røde snor blev klippet af to sammenbragte børn og to sammenbragte pædagoger.
Bagefter sang alle børnene og pædagogerne en sang lavet til den festlige lejlighed om den nye og fælles bålhytte, og indvielsen sluttede af med røde pølser.
Og senere på dagen også med kaffe og kage.
For indvielsen var delt i to, en om formiddagen, hvor juniormesterlære kunne deltage, og en om eftermiddagen, hvor det var forældrenes tur til at samles om den bålhytte, som var vigtig for Skattekisten og Sanne Danielsen at få til Hurup.
- Da børnehaven i Boddum blev varslet til at lukke, kunne vi godt regne ud, at vi ville modtage børn fra Boddum her hos os. Derfor ville vi gerne have bålhytten med, så der blev noget genkendeligt for både børn, forældre og de medarbejdere, som også flyttede med. For os i Skattekisten har det været vigtigt, at alle fra Boddum skulle føle sig velkommen og godt tilpas. Det synes vi, er lykkedes rigtig godt, og så er det et stor dag for alle, at vi nu kan fejre indvielsen af den bålhytte, som både børn, forældre og medarbejdere kender fra Boddum. Desuden har vi også fået børnehavens egen sten med til Skattekisten, så der nu står to artefakter her i Hurup, som børn, forældre og medarbejdere fra Boddum kender, sagde Sanne Danielsen.