De frem fra Thy og Mors, der cykler til Paris for en god sag. Fra venstre ægteparret Jens og Ninna Lauritsen, Sennels, Anders Heegaard, Thisted og ægteparret Anni Overgaard Kristensen og Jesper Kappelgaard, Sundby Mors. Privatfoto
Mennesker

De har trænet i tre år: Endelig går det løs

22. juni 2022 kl. 08:41

De har faktisk trænet de seneste tre år på at cykle til Paris. Men først i år efter corona er det endelig blevet muligt for tre motionscykelryttere fra Thy og to fra Mors at komme afsted på deres livs cykeltur.

Det sker, når de, som en del af Tour de Taxa, 14. juli kl. 8.00 klikker i pedalerne uden for julemærkehjemmet i Hobro og sætter kursen mod Paris.

57 ryttere er klar. Fra Thy og Mors er det ægteparret Ninna og Jens Lauritsen, Sennels, samt Anders Heegaard, Thisted.

Fra Mors er det ægteparret Anni Overgaard Kristensen og Jesper Kappelgaard, Sundby.

Tour de Taxa 2022, holdet fra Himmerland, som rytterne fra Thy-Mors er en del af. Privatfoto

Trænet over 3000 km

Forude venter der rytterne ni etaper og 1460 kilometer. En garanteret hård tur, som de fem lokale er sikre på, at de nok skal klare.

- Vi har alle trænet langt over 3000 kilometer bare i år. Men det bliver da sikkert nogle lange dage med otte-ni timer i sadlen for nogen af de andre, lyder det fra Anders Heegaard, der glæder sig til den lange tur, der bringer rytterne gennem Tyskland, Holland, Belgien og det nordlige Frankrig.

- Vi cykler for et godt formål for at samle penge ind til julemærkehjemmene. Men vi gør det også for at få oplevelse, det sociale sammen og ikke mindst få ”gåsehud”, når vi cykler forbi Triumfbuen. Det har vi hørt fra mange andre, at det er så stort et øjeblik, at man får gåsehud, selv om det er 30 grader, uddyber han.

Samler million ind

Og så vil mange ægtefæller og familie stå og tage imod, når feltet ruller ind i Paris to dage før, at Tour de France når byen. Det bliver stort

Tour De Taxa turen til Paris blev kørt for første gang i 2009, da nogle aarhusianske taxachauffører ville se, om de kunne gennemføre turen på trods af, at de ikke levede det sundeste liv. Siden er løbet kørt 12 gange og af omkring 200 ryttere plus hjælpere.

Tour de Taxa afleverer hvert år omkring en million kroner til Julemærkefonden. Pengene er samlet ind fra en række sponsorer.

Annonceret indhold

Nyeste