Fejede alt modstand af banen: 16-årig thybo er Danmarks bedste
I weekenden var 16-årige Anna Katrine Bergmann til DM-ugen i Aalborg. Og her satte hun en tyk streg under, at hun er den bedste kvindelige SUP-atlet i Danmark.
Der blev dystet i tre kategorier, langdistance, sprint og technical race, og her vandt hun de to sidstnævnte. Resultaterne betød også, at thyboen blev samlet Danmarksmester i Stand Up Paddle.
- Jeg var glad for at komme i finalen, men jeg var virkelig glad og lettet. For jeg har trænet hårdt, fortæller Anna Katrine Bergmann.
Endnu en guldmedalje
Og træne gør Anna Katrine Bergmann i stor stil. Hun har cirka ti træningspas om ugen i Surfklubben NASA og SKIW Watersport i Klitmøller, hvor hun bor. Thyboen går i skole på HTX i Thisted med en Team Danmark-aftale.
Anna Katrine har tidligere vundet u18-DM to gange, og hun er også på bruttolandsholdet i stand up paddle.
Det var en god weekend for den lokale surfklub. Klubkammeraten Christian “Polarbear” Andersen vandt også guld i technical race om søndagen.