Farver, grin og high-fives: Hanstholm Skole løb sig ind i efterårsferien
HANSTHOLM: 220 elever i fuld farvefest – og plejehjemmet Fyrglimt tog opstilling langs ruten.
Det blev alt andet end en stille fredag, da Hanstholm Skole sendte 220 elever ud på årets mest kulørte event – Efterårsløbet 2025.
Med farveeksplosioner, saftevand og glade råb blev eleverne sendt ud på en times rundtur i Hanstholm – og denne gang var det lokale plejehjem Fyrglimt og beboerne med.
I år var der løb i is og farver i fjæset. For eleverne havde nemlig selv været med til at ønske, hvad løbet skulle indeholde – og kreativiteten fejlede bestemt ikke noget.
Ud over de kolorerer og kolde indslag var der en hjemmelavet forhindringsbane.
- Eleverne ville gerne have et løb med lidt mere gang i den – og det fik de, lød det fra den “pyntede” skoleleder, Anna Kirstine Møller Ehlers, der selv løb med.
Langs ruten ventede et helt særligt heppekor. Det var beboerne fra plejehjemmet Fyrglimt, som havde taget opstilling på terrassen.
De vinkede, klappede, og lavede high-fives til de forbipasserende børn, mens eleverne kunne “tanke op” med saft ved plejehjemmet og saltstænger at gnaske på.
- De ældre smilede fra øre til øre, og børnene gjorde det samme. Det var så hyggeligt. Dejligt at lokalsamfundet vil være med, når skolen laver en aktivitet i byen, fortæller en lærer, der tydeligvis stadig havde lidt farvepulver i håret.
Der var også præmier på spil. Ved plejehjemmet kunne eleverne deltage i quizzen “Gæt alderen på den ældste beboer”.
Nogle børn gættede optimistisk på 300 år, men det blev Ester fra 1. klasse, der ramte helt præcist med buddet 100 år – og vandt fire velfortjente romkugler.
100 år er altså også ret sejt
Efter næsten en time i fuld fart begyndte energien så småt at forsvinde.
Løbet blev til trav, grinene blev lidt mere forpustede – men stemningen forblev i top.
Da det hele var slut, stod en ting klart: Hanstholm Skole kan det der med at løbe sig glade – og farverige.
Eleverne ønskede et efterårsløb med flere udfordringer – og det fik de. Mon ikke det farverige efterårsindslag er klar igen næste år og mon ikke plejehjemmet er det igen.