Billede beskrivelse

Et års ventetid er slut: Nu har Paw endelig hørt fra Guinness Rekordbog

04. november 2025 kl. 06.02

NYKØBING: Har du en rekord, og vil du gerne have den optaget i Guinness Rekordbog, så skal du væbne dig med en stor portion tålmodighed.

I hvert fald, hvis du søger om at få din rekord optaget gratis - uden at betale en krone for det.

Den gratis løsning valgte Paw Larsen fra Nykøbing, da han i oktober sidste år søgte om at blive optaget for danmarksrekorden i flest unikke nøgleringe.

På det tidspunkt havde Paw samlet 13.225 unikke nøgleringe, pænt over den eksisterende rekord på over 1.000 nøgleringe, og på rekordbogens hjemmeside stod det skrevet, at han med en gratis ansøgning kunne forvente svar i løbet af 12 uger.

Valgte han derimod at betale, hvad der svarer til 3.500 kroner, ville han få svar i løbet af få dage.

- Jeg valgte den gratis løsning, for jeg kunne godt vente de 12 uger, sagde han tilbage i oktober 2024.

Billede beskrivelse

Men ugerne gik, og Paw hørte ingenting fra rekordbogen, indtil sidste uge, godt et år efter, han sendte sin ansøgning.

- Det har godt nok taget sin tid, men jeg er tilfreds med, at Guinness Rekordbog endelig har meddelt mig, at min ansøgning er gået igennem, siger Paw.

Men, men, men. Før rekorden kan blive optaget, skal Paw blandt andet dokumentere den ved at tælle sine nøgleringe op sammen med to vidner, der skal skrive under på det nøjagtige antal, samt at alle nøgleringene er unikke.
Desuden skal der medfølge video fra optællingen.

- Det er et par af de betingelser, der bliver stillet. Men nu skal jeg lige læse efter, hvad de forlanger for at optage min rekord, og så skal jeg finde en dato, hvor nøgleringene skal tælles. Men, jeg håber at nå det inden jul, siger Paw.

Billede beskrivelse

Siden, han sendte sin ansøgning, har han nærmest fordoblet antallet af nøgleringe i sin samling. Mange har han fået foræret, andre har han selv fundet.

- Jeg har nu ikke tænkt mig, at vi skal tælle alle de nøgleringe, jeg har i dag. Min ansøgning til Guinness Rekordbog lød på 13.225, så det er det antal, vi vil tælle. Det må være nok, siger Paw.

For skulle andre forsøge at slå den rekord, så ved de, at Paw har mange tusinder ekstra i baghånden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste