Erindringsmøder styrker og indsamler samtidig erindringer om udvalgte emner
Besættelsen, konfirmation, den første kærlighed og det første arbejde er eksempler på emner
MORS: Charlotte Kristine Kristensen, der er frivilligkoordinator i Morsø Kommune, fortæller, at et nyt samarbejde mellem Morsø Slægtshistoriske Forening, Frivilligcenter Mors og FGU Nordvest’s Morsø-afdeling skaber bånd mellem fem aktive seniorer og eleverne:
- Unge og ældre mødes, og gamle minder bliver til lærerige fortællinger og gode historier. Eleverne interviewer, og seniorerne fortæller, siger Charlotte Kristine Kristensen.
Hun forklarer, at Morsø Slægtshistoriske forening har lavet en guide til, hvordan eleverne kommer godt i gang med dialogen, ligesom der også er hentet inspiration fra hjemmesiden www.samtalesaloner.dk. Samarbejdet er både et resultat af coronakrisen og af, at Slægtshistorisk forening har fået sponsoreret erindringsbøger.
Helt konkret har der på FGU Nordvest været tre elever for hver aktive senior. De mødes i alt fem gange om fire forskellige emner - én gang om ugen. Første gang de mødtes var i uge 23. Femte gang de mødes, er det eleverne, der fortæller seniorerne, hvad de har fået ud af det. Eleverne skal også arbejde med de forskellige emner og dele hinandens udbytte.
Anden Verdenskrig med den tyske besættelse af Danmark og det at være ung har været omdrejningspunktet for samtalerne. Hvordan var det, da du var ung? Og hvordan er det nu? Hvad er en konfirmation, og hvordan er traditionen i dag? Den ene gruppe har været hjemme hos den ældre. Relationerne dannes, og de unge ser meget frem til mødet og forberedelsen, fortæller Charlotte Kristine Kristensen.
Seniorne har op til hvert møde forberedt sig og nedfældet egne erindringer. Eleverne har forberedt relevante spørgsmål til hvert af emnerne. Andre emner end de nævnte har f.eks. været den første kærlighed, livet i 1970’erne eller det første arbejde. De konkrete temaer bestemmer underviseren. Et møde kan enten foregå over telefonen, som facetime, på FGU Nordvest, hos den ældre, eller at man mødes på en bænk i byen.
- Seniorerne hjælper eleverne med at løse en skoleopgave. Eleverne lærer at forberede sig, arbejde med feltarbejde og at kunne formidle viden og at kunne holde en samtale kørende. Derudover viser eleverne samfundssind ved at hjælpe seniorerne til at fokusere på sine erindringer:
- Forhåbentlig kommer der nogle fine møder ud af erindringsmøderne - og hvem ved, måske nogle relationer fortsætter, siger Charlotte Kristine Kristensen.