Epoke slutter i Thisted: Søren Hundahl træder tilbage som direktør
THISTED: Efter mere end 40 år i front for den traditionsrige maskinforretning J. Hundahl A/S i Thisted har Søren Hundahl besluttet at træde et skridt tilbage.
Direktørposten overtages nu af Claus Mandrup Sørensen, som sammen med Martin Dalgaard blev en del af ejerkredsen for otte år siden.
Beslutningen er ifølge Søren Hundahl ikke dramatisk, men et naturligt skridt i den generationsskifteproces, virksomheden indledte i 2018.
– Der er ikke noget drama over, at jeg har taget beslutningen nu. Det har hele tiden været en del af den glidende generationsskifteproces, vi indledte, da Claus og Martin kom med i ejerkredsen, siger Søren Hundahl.
I mellemtiden er hans bror og mangeårige partner i virksomheden, Erik Hundahl, gået bort.
– Nu er tiden den rigtige til, at jeg træder tilbage og overlader ansvaret til yngre kræfter, siger han.
Søren Hundahl har siden 1984 stået i spidsen for familievirksomheden sammen med sin bror Erik.
Han erkender, at beslutningen om at give direktørposten videre alligevel gav et lille sug i maven.
– Jeg har været med i forreste række i mange år og synes – i al beskedenhed – at vi er kommet langt med virksomheden, siger han.
Han glæder sig over, at fremtiden nu ligger hos Claus Mandrup Sørensen og Martin Dalgaard.
De to ejere sidder i dag på 80 procent af virksomheden, mens Søren Hundahl fortsat vil være en del af hverdagen i firmaet – dog i en lidt anden rolle.
Han fortsætter nemlig som sælger og vil stadig have sin gang på kontoret i den store maskinforretning, som mange bilister lægger mærke til, når de kommer til Thisted sydfra ad hovedvejen.
Slutningen på en familieepoke
Med beslutningen slutter også en epoke i familievirksomheden.
Søren og Erik Hundahl udgjorde nemlig tredje generation i firmaet, der blev grundlagt i Nors i 1910 af deres bedstefar Niels Brugsgaard Hundahl.
– Men man kan jo aldrig vide, om der kommer en Hundahl igen i firmaet, siger Søren Hundahl med et glimt i øjet.
Selvom Søren Hundahl fortsætter i virksomheden, bliver tempoet fremover sat lidt ned.
– Nu vil jeg lade skuldrene falde lidt uden det overordnede ansvar, og jeg vil arbejde lidt mindre. Have lidt mere fri og bruge lidt mere tid på de nære ting – som at hente børnebørnene i børnehaven. Det kan jeg mærke fylder mere og mere, siger han.
J. Hundahl A/S har hovedafdeling i Thisted og afdeling i Skive - i alt 65 medarbejdere.
Har desuden ejerandele i Skjern Maskinforretning og Traktorgården Give.