
Entreprenør-firma med vokseværk køber ny stor rendegraver
Når opgaverne vokser, må materiellet følge med. Og har man den større maskine, vil den tiltrække endnu flere opgaver.
Sådan tænkte man hos SK Entreprenør, da indehaverne Heidi Spanggaard Kure og Arkim Kure bestilte den velvoksne Hydrema 906-rendegraver, der torsdag ankom på blokvogn fra fabrikken i Støvring.
Et gult muskelbundt med avancerede skovle i begge ender, knækaksel, store terrængående hjul og topkomfort i den avancerede kabine.
Guld værd
Det er lige, hvad Hanstholm-virksomheden har brug for i øjeblikket, hvor man har travlt med entreprenørarbejdet, og opgaverne bliver stadigt større.
- Vi har netop færdiggjort et stort fjernevarmeprojekt til Hanstholms industrier. Og arbejde af den kaliber går hurtigere og mere effektivt med en kraftigere maskine. Derfor har vi valgt at skifte vores mindre JCB-rendegraver ud med den nyeste Hydrema-maskine, der giver os og dermed vores kunder langt flere muligheder, fortæller Arkim Kure.
- Den er blandt andet forsynet med en ”rotortilt skovl”. Det vil sige, at skovlen kan drejes i alle retninger, og så kan maskinen forsyne smed en gribeklo, det er guld værd, når der skal sættes tunge kantsten eller flyttes lange emner.

Straks i gang
Den spritnye maskine skal straks på arbejde ved det nye Sashimi-byggeri på havnen i Hanstholm.
At der er aktivitet i entreprenørvirksomheden i Hanstholm understreges også af, at der netop er hjemkøbt en ny Giant-minilæsser.
Prisen på den nye Hydrema ønsker indehaverparret ikke at oplyse, men det er i millionklassen, lyder det.
SK- Entreprenør beskæftiger fem ansatte.