Dyrskue for de mindste
Næsten alt, der kunne krybe og kravle, var forleden at finde i Eventyrhuset på Elsøvej i Nykøbing, hvor daginstitutionen afholdt sit helt eget dyrskue. Leder af Eventyrhuset, Katrine H. Christensen kan fortælle, at der både var rigtige dyr og figurer af dyr, lavet i forskellige materialer af de små børn selv.
Det var sjette år i træk, at daginstitutionen og vuggestuen for børn fra nul til tre år inviterede forældre, søskende og bedsteforældre til dyrskue med levende dyr sammen med tøjdyr og hjemmelavede dyr.
Børnene havde lavet akvariefisk, kyllinger og grise til dyrskuet. Blandt de spillevende dyr var så vidt forskellige arter som blandt andet kakerlakker og ponyer.
- Vi havde en skøn dag i dejlig solskin, alle fik kigget og snakket om dyrene, nogle fik en ridetur på ponyen og klappet hunden. Alle fremmødte børn fik en Rosette for at have medbragt et dyr til dyrskuet, ligesom man gør til et rigtigt dyrskue, og bagefter var der kage og snobrød til alle, fortæller Kathrine H. Christensen.
Arrangementet nød stor opbakning fra forældre og bedsteforældre.