Dupont om Sandemose
Hvis nogen ved noget om Aksel Sandemose, så må det være Bent Dupont. Derfor er det også ham, der lørdag 23. marts i Støberisalen fortæller om Aksel Sandemose som brevskriver.
Aksel Sandemose var nemlig en flittig brevskriver, og der er bevaret mange af hans breve til både familiemedlemmer, gode venner og forlæggere.
Som formand for Aksel Sandemose Selskabet vil Bent Dupont i foredraget opholde sig ved to af brevsamlingerne:
Den lille, som er brevvekslinger mellem Aksel Sandemose og Johan Riis om Sandemoses debut som forfatter i 1923, og den store, som indeholder breve sendt mellem Aksel Sandemose og Kai Simonsen. Den sidstnævnte var en stor del af sit liv voldsomt optaget af Sandemoses forfatterskab, og da Kai Simonsen sørgede for at tilvejebringe en del praktisk grej, som Eva og Aksel Sandemose manglede, fik Kai Simonsen som tak oversendt alle forarbejderne til Sandemoses store roman, ”Varulven”. Det er dette manuskript, som senere blev erhvervet af Morsø Biblioteksforening, og som nu befinder sig i arkivet på Morsø Folkebibliotek.
Aksel Sandemose Selskabet oplyser, at alle er velkomne til foredraget, som lægger op til selskabets ordinære generalforsamling.