Drengedrømmen gik i opfyldelse - Mark fik svendebrev som 43-årig
Mark Hartmann Petersen fra Thisted har skruet i biler siden, han var en lille dreng. Han har aldrig været i tvivl om, at livet som mekaniker var lige ham
Men først i en alder af 43 år er uddannelsen netop kommet i hus på EUC Nordvest. Det til trods for at han egentlig kom i lære allerede tilbage i 90´erne.
- Men desværre blev fristelsen til at kunne tjene hurtige penge som ufaglært for stor, så jeg valgte at springe fra uddannelsen igen. Et valg, jeg har fortrudt mange gange siden, lyder det fra Mark Hartmann, der i årene efter altid har været beskæftiget inden for branchen – nogle gange sideløbende med andre jobs, andre gange fuldtidsbeskæftiget, ligesom han i en periode har været selvstændig med eget værksted i Brovst, med Jammerbugt Kommune som stor-kunde.
I takt med at alderen har sneget sig opad, er ønsket om at få papir på sine kompetencer dog vokset hos Mark.
Nu er svendebrevet i hus og Mark Hartmann undlader ikke andre ufaglærte at gå efter drømmen.
- Det er bare at undersøge mulighederne, for det er slet ikke så kompliceret og langstrakt, som man måske skulle tro. For mig har det været en stor tilfredsstillelse, at jeg har fået rettet op på den bommert, jeg begik, da jeg i en ung alder sprang fra uddannelsen. Det, at jeg nu har papir på det, jeg er god til, gør mig stolt, lyder det fra mekanikersvenden fra Thisted.