Billede beskrivelse

Det smager af jul hos Rita og Niels Holger

04. december 2024 kl. 14.02
Opdateret 09. december 2024 kl. 08.19

HURUP: Som det har været tilfældet den seneste håndfuld år, så byder december på smagen af jul i gårdbutikken hos Rita og Niels Holger Holmgaard på Hurupvej 16 i udkanten af Hurup.

Thy Lokale Råvarer, som gårdbutikken hedder, fylder i december hele garagen ud med de hjemmelavede fristelser, som Rita selv laver på bær og frugter fra egen have og fra naturens eget skatkammer i Nationalparken.

På to borde står fristelserne side om side. På det ene bord er det forskellige marmelader, sirup, chutney og honning, og på det andet bord et stort udvalg af kryddersnapse, herunder naturligvis en julesnaps.

Billede beskrivelse

- Med årene, er det gået hen og blevet en tradition, at vi hvert år i december indretter garagen til en hyggelig julestue med tilhørende julebutik. Og hos os kan gæsterne godt lide, at de kan få en smagsprøve på alt det, Rita har lavet, inden de beslutter sig for at købe. Og det er smagsprøver på alt fra marmelader, til julesnaps, smiler Niels Holger.

Ud over salg af Ritas hjemmelavede produkter, kan man blandt andet også købe små skulpturer, juledekorationer og juletræer fra parrets egen skov.

- Man kan købe et juletræ, som vi har fældet eller selv gå i skoven og fælde et. Sidstnævnte har mange børnefamilier gjort til en tradition. Derfor har vi også lavet et lille skatteløb i skoven for familiens mindste. Det er fire små opgaver, som handler om jul og nisser, og når børnene har løst opgaverne med det rigtige svar, så kommer de ind i butikken og hjælper med at åbne skattekisten. På skattekistens låg, sidder to gamle nisser, og de flytter sig kun, hvis det er børn, der hjælper med at flytte dem. Og når de gamle nisser er flyttet, kan skattekisten åbnes, og inde i den er en lille pose eller en slikkepind, som belønning for at have gennemført skatteløbet og løst opgaverne, siger Niels Holger.

Gratis julehygge

Skatteløbet er populært blandt børnefamilierne, men populært er det også, at Rita og Niels Holger donerer 25 kroner for hvert solgt juletræ til velgørende arbejde.

Billede beskrivelse

- Vi vil gerne støtte op om det velgørende arbejde, der udføres for vores mest udsatte medmennesker. Derfor har vi valgt på skift at støtte op om Kirkens Korshær, Folkekirkens Nødhjælp og KFUM´s Sociale arbejde. Og i år er det til Kirkens Korshær, vi donerer 25 kroner for hvert solgt juletræ, siger Niels Holger.

Kommer man på besøg i gårdbutikken i en weekend op til jul, bliver der i øvrigt skruet ekstra op for julehyggen. Her byder Rita og Niels Holger nemlig på gratis æbleskiver, gløgg, kaffe, kakao, te, pebernødder og klementiner.

- At vi ønsker hinanden glædelig advent og god jul, er også gået hen og blevet en tradition. Her byder vi personligt alle velkommen og hygger os med hinanden med gode snakke og julehygge. De lørdage og søndage, ser vi mange kendte ansigter, som er blevet stamkunder i vores julebutik, men også mange nye, som vi glæder os over at hilse på, siger Niels Holger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste