Der bliver trænet på livet løs: Landsbyklub er klar til kvindefodbold
KOLDBY/HØRDUM: Kvinder er til fodbold. Også i Koldby og Hørdum.
Det har ”mandeklubben” KHIF konstateret med glæde den seneste måned, hvor 15 boldglade kvinder har meldt sig under fanerne efter den invitation, klubben sendte ud på de sociale medier med initiativtager Christian Larsen i spidsen.
- Vi har jo oplevet en stor fremgang på herresiden, så derfor syntes vi, at det næste skridt måtte være at starte et kvindehold op. Og det initiativ, har kvinderne bakket op om. Lige nu har 15 kvinder meldt sig på banen, og de har nu trænet to gange i Koldby og ser frem til at komme i kamp. Vi har tilmeldt holdet til turneringen, der begynder om tre uger, siger Christian, der er medlem af klubbens seniorudvalg.
Flertallet af de 15 spillere er lokale, men invitationen om at være med er også nået til Thisted og Hurup. Og aldersspredningen går fra 15 år, til op i 30´erne.
- Der er en fin fordeling af unge og lidt ældre spillere, og de kommer alle godt ud af det med hinanden til træning. Der bliver virkelig kløet på med god plads til smil og grin, når nogen skvatter i bolden eller laver en fejlaflevering. Men niveauet er faktisk overraskende højt, så det lover godt, når de snart skal i kamp og prøve kræfter mod de andre hold i turneringen, siger Christian.
Mens træningen foregår i Koldby, skal hjemmekampene spilles i Hørdum. Og klubben har sørget for et godt set-up for kvindeholdet, der har fået to af klubbens herreseniorer, Jens Hyldahl og Hjalte Søndergaard, som trænere. Desuden er Maren Kjeldsen blevet tilknyttet, som holdleder.
- Både Jens, Hjalte og Maren er meget sociale, for vi vægter det sociale højt, hvor samvær og hygge er i højsædet. Spillerne er også allerede begyndt at hygge sig med hinanden efter træning, hvor de sidder og snakker over en øl eller sodavand i omklædningsrummet, siger Christian.
Med foreløbig 15 spillere under fanerne, tror han på, at kvindefodbold er kommet for at blive i KHIF.
- Det både tror og håber vi i klubben. For der er plads til flere. Så har man lyst til at være med, så mød endelig frem til vores træning. Vi træner hver mandag i Koldby fra klokken 19.-20.30, siger han.