Billede beskrivelse

Dennis ændrede sit liv med et gratis tilbud

23. februar 2025 kl. 11.03
Opdateret 24. februar 2025 kl. 08.28

NYKØBING: Dennis Lank Jensens liv tog en ny retning, da han trådte ind ad døren til Sundhedscenter Limfjorden og mødte kostvejlederen Karina. 

Det handlede ikke om tallet på vægten, men om nye vaner, der forbedrede både hans helbred og humør.

For meget pizza og for lidt bevægelse – en livsstil, der førte til vægtøgning og dårligt helbred. Dennis oplevede på egen krop konsekvenserne af usunde vaner og besluttede sig for at tage handling, fortæller han i en pressemeddelelse fra sundhedscenteret. 

- Før levede min bror og jeg meget af pizza. Det var nemt, når nogen kom med det. Så fik min bror to store blodpropper, og det blev en opvågning for mig. Det ville jeg undgå, fortæller Dennis, som også selv fik konstateret type 2-diabetes og måtte tage medicin.

Fra dårlige vaner til nye rutiner

For at få hjælp til en livsstilsændring startede han for halvandet år siden på holdet Knæk dine kost- og motionsvaner, et gratis tilbud hos Sundhedscenter Limfjorden i Nykøbing. Her mødte han kostvejlederen Karina, som hjalp ham med at skabe nye vaner – en støtte, der fortsætter, selv efter forløbet er afsluttet.

- Jeg kan virkelig anbefale det. Folk får det meget bedre med sig selv her, og jeg har også fået mere selvtillid og er gladere. Vægttabet er en bonus, men for mig er det vigtigste, at det er blevet lettere at bevæge mig, og at min diabetes er forbedret. Og så er risikoen for blodpropper også blevet mindre, fortæller Dennis.

Han har ikke sat sig et bestemt mål for vægttab, men er gået mindst en buksestørrelse ned. Medicinsk hjælp til vægttab er ikke en løsning for ham – de nye vaner er det vigtigste. To gange om ugen træner han i motionscenteret, ofte sammen med de træningsmakkere, han mødte på forløbet.

Mere energi i hverdagen

Livsstilsændringen har gjort mange ting lettere. På arbejdet, når han leger med familiens hund, eller når han ser fodbold og ishockey, kan han nu stå op gennem hele kampen uden problemer.

Også kosten ser helt anderledes ud end før. Der er stadig plads til lidt af det gamle, men i langt mindre mængder.

- Jeg rører sjældent pizza og fastfood nu. En gang imellem i weekenden, men jeg vil faktisk hellere have rugbrød med makrel eller tun og tomat. Jeg får nogle chips om fredagen, og det ser jeg frem til, siger Dennis, der også glæder sig over de mange skulderklap, han får fra folk omkring sig.

Lette løsninger skaber varige forandringer

Dennis er ikke den eneste, der er stolt af hans indsats. Kostvejleder Karina roser hans vedholdenhed og fortsætter med at støtte ham efter behov.

– Folk ved ofte godt, hvad de bør spise og gøre, men det kan være svært at få det til at ske. Det er her, jeg kommer ind i billedet og hjælper med at gøre forandringerne overskuelige. Det handler om at skabe livsstilsændringer, der holder i længden, forklarer Karina.

Hun oplever, at nogle tøver med at tage imod tilbuddet på grund af fordomme. For eksempel er der mange, der tror, de skal følge en streng kostplan eller tabe sig et bestemt antal kilo for at deltage.

– Alt med måde, det er nøglen. Der er ingen forbud, og det handler ikke kun om vægttab. Livsstilsændringer kan forbedre kolesteroltal, diabetes og blodtryk – noget, man ikke kan måle på vægten alene, siger Karina.

Hun understreger, at Sundhedscenter Limfjorden har flere gratis tilbud, der kan supplere hinanden. Blandt andet livsstilscaféer, hvor man over to møder får råd og vejledning, samt hold som Knæk dine kost- og motionsvaner og Åben vejning for dem, der ønsker ekstra støtte.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste