Maj og Torben Fjord Petersen har ikke et eneste øjeblik fortrudt, at de købte Nystrup Camping; Det er gået over al forventning. Privatfoto
Mennesker

Den rene campinglykke

Mens landet var lukket og i lockdown for anden gang på grund af Corona, valgte et par fra København at købe en campingplads i Klitmøller

28. oktober 2021 kl. 19:58
Maj har har stået for indretningen af de luksuriøse telte. Privatfoto
Lækkert og hyggeligt. Privatfoto
Privatfoto

Og selvom usikkerheden var stor og spørgsmålene mange, kan de nu se tilbage på en fantastisk første sæson som ejere af Nystrup Camping. Parret, Maj og Torben Fjord Petersen, der begge har jyske rødder, overtog Nystrup Camping i Klitmøller,et stenkast fra surferparadiset Cold Hawaii og Nationalpark Thy, ved årsskiftet. Efter nogle hæsblæsende måneder kan de nu se tilbage på deres første sæson, og hvordan gik det så? Det er gået ud over al forventning, og selvom arbejdet med campingpladsen har været ekstremt hårdt, har det været fantastisk og utroligt tilfredsstillende at se deres visioner udfolde sig og blive til virkelighed.

Succeshistorie i en Corona-tid

Parret havde egentlig ikke planlagt, at de skulle til Thy, men da de ved et tilfælde var forbi på en ferie, forelskede de sig i campingpladsen og slog til med det samme. Mens landet var lukket ned og henlå i

vintermørket, overtog Maj og Torben campingpladsen og begyndte at klargøre den midt i al usikkerheden. For hvornår ville landet åbne igen, og hvilke regler ville gælde? Ville der overhovedet komme nogen gæster, og var det muligt at nå at indhente det forsømte? Spørgsmålene var mange og usikkerheden mildest talt stor, men gennem hårdt arbejde kombineret med en virkelig god idé og måske lidt held gik alt, som det skulle, endda bedre end de havde turdet håbe på. For campingpladsen har været utroligt populær; der har nærmest været fuld belægning i hele sæsonen, og parret kan nu se tilbage på en

fantastisk første sæson. På den måde er det blevet til en sand Corona-succeshistorie, for på trods af alle udfordringerne, hvor de måtte starte lidt senere end normalt og der var en del restriktioner, der blev lempet undervejs, lykkedes det med masser af gå-på-mod og knofedt at få noget godt ud af Corona-tiden. Vejen dertil var ganske vist belagt med en del udfordringer og stor usikkerhed, men heldigvis fortsatte tendensen fra 2020, hvor coronaen og de dertil hørende rejserestriktioner fik danskerne til at holde ferie i Danmark. Dermed blev det et virkeligt godt år for Nystrup Camping, og det kan godt mærkes på bundlinjen. Fortjenesten skal bruges på at vedligeholde og investere i pladsen, så de kan føre deres drømme for pladsen ud i livet. Så Maj og Torben håber selvsagt, at tendensen til at holde ferie i eget land fortsætter de næste mange år.

Glamourøs Camping

Parrets vision er, at Nystrup Camping skal være et sted, hvor alle er velkomne, og hvor fællesskab, tid og nærvær er i højsædet. Som noget helt nyt har de for øvrigt som de første i Klitmøller lavet glampingtelte. Glamping er kort fortalt en anderledes campingoplevelse, hvor man slipper for meget af det praktiske besvær, der kan være forbundet med camping, men til gengæld får tilsat en snert af luksus. Teltene har vist sig at være utroligt populære, både blandt de mere vante campinggæster, men har også tiltrukket helt nye kunder. Torben har sammen med de ansatte lavet alt tømmerarbejdet til glamping-teltene, inklusiv private terrasser, der giver læ for den vestenvind, området er så kendt for, og et ildsted, hvor man kan lune sig på kølige aftener. Og Maj har indrettet teltene, naturligvis alle i individuel stil. For det er de små detaljer, der betyder noget, både for gæsterne, men også for Maj og Torben.

- Vi vil gerne have et sted, hvor alle føler sig velkomne, hvor de kan trække stikket og nyde naturen. Men det skal også være et sted, hvor der er plads og tid til

nærvær og fællesskab, og det gør man jo bedst, når man slapper af, siger parret.

Selv har de ikke fået lov til at slappe meget af i løbet af sæsonen, og ofte har de først set hinanden om aftenen, hvor de kunne tale om dagens forløb over aftensmaden. Nu ser de frem til forhåbentligt at kunne se lidt mere til hinanden de næste måneder, mens de gør klar til den næste sæson.

pd

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu