De mødtes til en fest: Nu har de åbnet Thys første Crea Café
THISTED: En ny oase for kreativitet og fællesskab har set dagens lys i Thisted.
På Nytorv 1 er Crea Caféen åbnet – et sted, hvor man kan lade hænderne arbejde med ler eller pensler, mens kaffen damper i koppen og snakken flyder rundt om bordet.
Bag initiativet står Sofie Andersen fra Klitmøller og Trine Overgaard fra Thisted.
De to kendte ikke hinanden, før de tilfældigt faldt i snak til en fest – men med en fælles passion for keramik og kreative sysler opstod idéen hurtigt: Thisted skulle have sit eget sted for skaberglæde.
- Vi havde begge tænkt tanken derhjemme, men først da vi mødte hinanden, blev det virkelighed. Vi ville skabe et sted, hvor folk kan koble af, fordybe sig og mærke glæden ved at skabe noget med hænderne, fortæller de.
Alt til kreativ udfoldelse
Caféen rummer alt fra ler, drejeskiver og kvætseforme til glasurer og pensler. Keramikovnene betjenes af Sofie og Trine, mens medlemmerne kan slippe kreativiteten løs.
Konceptet er enkelt: Man køber en klump ler til 65 kroner, og herfra er alt inkluderet – også kaffen eller den varme chokolade. Vil man hellere male færdig keramik, er der rig mulighed for at dekorere skåle, krus og tallerkener i egne farver og mønstre.
Crea Café
Fuld fart på fra start
Allerede før åbningen havde 43 meldt sig ind som medlemmer, og interessen vokser dag for dag. Caféen har faste ugentlige aktiviteter. Tirsdag er kursus i ler og keramik – her arbejdes med forme og brænding, og torsdag er det malecafé, hvor alle kan dekorere færdig keramik.
Derudover kan Crea Caféen bookes til polterabender, venindeaftener eller firmaarrangementer.
- Vi kan mærke, at folk virkelig har savnet et sted som dette. Det er et frirum, hvor resten af verden må vente lidt. Nu glæder vi os til at udvikle cafeen i endnu flere kreative retninger, siger de to iværksættere.
Caféens aktiviteter og events kan følges på Instagram og Facebook.