De fandt hinanden på festival: Nu laver Klaus og Alexandra deres egen
VORUPØR: Det ville ikke være fyldestgørende nok at sige, at det er benzin, der løber i årerne på Alexandra Suciu Sørensen og Klaus Suciu Sørensen fra Vorupør.
For der er også en del mudder.
De får begge lys i øjnene, når de fortæller om deres passion på hjul.
Enduro hedder det, og det er en motorcykelsport, hvor man kører offroad i forskelligt terræn. Her kommer mudderet ind i billedet.
- Det er en anden slags frihed på hjul. Man kan komme i kuperet terræn og kan på den måde nyde nogle andre omgivelser og er ikke bundet af asfalt eller grusveje. Mange bruger dem til at køre på eventyr ude i verden, forklarer Alexandra Suciu Sørensen.
Passion og benzin
Lige nu er passionen for sporten den benzin, der driver det arbejde, som de er i fuld gang med at planlægge - nemlig deres anden festival.
Mud Stuck Festival kalder de den.
Og hvordan finder man så på at lave en festival for en nicheafdeling af motorcross?
For Klaus og Alexandra handlede det om at give deres erfaring videre.
- Det startede med, at jeg så, at mange spurgte om råd i sådan nogle communities online for motorcykel-entusiaster. Der kunne jeg se, der var en del, der begyndte at interessere sig for enduro og løb inden for adventure-genren. Så der ville jeg gerne begynde at hjælpe dem, forklarer Klaus Suciu Sørensen.
- Mange køber sådan en motorcykel for at udleve nogle drømme - dem vil vi gerne være med til at gøre til virkelighed via rådgivning. Mange købere kommer fra gade-motorcykler og mangler erfaring i at køre motorcyklen "offroad". Der så jeg et behov for mere viden og mulighed for at mødes og dyrke erfaringer og gode råd, tilføjer han.
En stor mundfuld
At turnere med foredrag og rådgivning ville være en stor mundfuld, og Klaus Suciu Sørensen så også mere et behov for fællesskab.
- Vi ville gerne skabe en festival, hvor man kan komme ud og prøve den i mudder og have fokus på de individuelle behov og dele viden og erfaring. Vi har begge erfaring med enduro gennem mange år, som vi gerne vil dele, siger han.
Sammen besluttede parret derfor at gøre idéen til virkelighed.
Med et nærmest perfekt indrettet sted til formålet i Event Park ved Løsning mellem Horsens og Vejle, gik det op i en højere enhed.
- Der er masser af plads til både baner at køre på, men også barer og campingområde, som er indrettet i forvejen, så det er perfekt til det, fortæller Klaus Suciu Sørensen.
Fællesskab og festival
Det er ikke helt taget ud af det blå, at de to skulle samles om deres passion for de tohjulede frihedsmaskiner.
For det var nemlig også sådan, de mødte hinanden.
- Vi mødte hinanden i 2010 til det store Red Bull Romaniacs-løb i Rumænien, som er verdens hårdeste enduroløb. Alexandra har arbejdet med events og frivillige der, og jeg arbejdede der også, fortæller Klaus Suciu Sørensen.
De har siden dyrket deres passion sammen, og nu håber de, festivalen kan skabe et fællesskab i Danmark omkring endurokørsel.
- Det er ikke en festival på den måde, hvor man vågner op og får shots, og det er heller ikke et MC-træf, som man kender det. Det er et sted, hvor man kan mødes med andre med samme interesse og have et fællesskab omkring det, forklarer Klaus Suciu Sørensen.
En del erfaringer
Parret har allerede gjort sig en del erfaringer fra sidste års festival, som var den første af slagsen.
- Sidste år foregik programmet over tre dage, og der lærte vi lidt derfra og har i år udvidet med en dag mere, som gør, at der er mere mulighed for at strække arrangementerne over flere dage - og dermed mere tid til at mødes og networke, forklarer Alexandra Suciu Sørensen.
Til festivalen kan man prøve kræfter med forskellige baner i det store, varierede terræn - ligesom man kan prøve motorcykel-modeller, shoppe udstyr, deltage i
workshops og foredrag.
- Det er ikke sådan, at man ikke må gøre hjulene på de nye modeller beskidte. Her er der virkelig mulighed for at prøve dem i de rette omgivelser, siger Klaus Suciu Sørensen.
- Det er jo en udstyrssport som så mange andre, så her kan man virkelig nørde udstyr med andre, der har samme passion, forklarer han.
Festivalen foregår fra 25. til 28. juni og er for alle med interesse i offroad-kørsel på motorcykel.
Billetsalget er allerede i fuld gang.
Parret håber, festivalen kan vokse med årene, for der er masser af plads.
- Hvis der kommer 300 så er det mega fedt. Der er 54 hektar, så er der plads til mange, siger Alexandra Suciu Sørensen.