Billede beskrivelse

Da 40 høns blev til 500: - Det greb nok lidt om sig

06. september 2025 kl. 06.02

SNEDSTED: Egentlig skulle Kristian Pilgaard overhovedet ikke tilbage til Thy, da han først var fløjet fra hønsegården på Vester Krogsgaard. 

Men tilfældigheder gjorde at han, efter at have mødt sin hustru i Aarhus og have boet omkring Silkeborg i årrække, pludselig så sig selv med købsbeviset til forældrenes lille landbrugsejendom i hånden.

- Det var virkelig ikke planen … men om det er mig eller Thy, der har ændret sig, det tør jeg ikke svare på. Måske begge dele, siger Kristian Pilgaard og griner.

- Det er i hvert fald sket noget med Thyboernes selvforståelse, siden jeg var barn, og dét er fedt, tilføjer han.

Kristian Pilgaard står bagerst i haven, hvor der blomster, bær og modne æbler i hver en krog. Han peger ud mod markerne, hvor Vester Krogsgaards 14 hektar jord fordeler sig mod syd og sydvest.

Da han og hustruen overtog gården havde Pilgaards forældre en juletræsplantage, som parret fik med i købet. Dengang var gården ikke økologisk, men den nye generationhavde besluttet sig fra begyndelsen: De ville absolut ikke bruge sprøjtemidler.

- Så juletræerne måtte vi luge med håndkraft, og det giver altså en hel del arbejdstimer, hvor man kan overveje, om der ikke findes en smartere måde at gøre tingene på.

Billede beskrivelse

Og på den måde blev juletræerne startskuddet til produktionen af økologisk fjerkræ på Vester Krogsgaard.

- Af den grund indkøbte vi 40 kyllinger og lukkede dem ud under juletræerne. Det var bare til eget forbrug, og længere havde vi ikke planlagt dengang, siger Kristian Pilgaard.

Men så begyndte venner, familie og naboer at spørge til, om de ikke kunne købe en kylling til grillen.

- Og så skal man jo for alvor til at sætte sig ind i reglerne, siger Kristian Pilgaard.

Men passionen for dyrene og deres velbefindende vandt, og i dag har fritidslandmanden 250 ænder, 500 kyllinger, 20 kvæg – og netop sendt syv grise til slagtning.

- Vores idé fra begyndelsen har været, at kødet på tallerkenen skal have haft et liv, som vi kan være bekendt, siger han, mens han leder vejen ned forbi de meterhøje grantræer, som udgør resterne af den gamle juletræsplantage.

Billede beskrivelse

I dag fungerer træerne som vildnis for gårdens ænder, og hvor ændernes indhegning stopper, begynder kyllingernes. Her går en ny race, som Kristian Pilgaard tester sammen med det fjerkræslagteri, han benytter.

- De hedder nøgenhalse, så det er altså meningen, at de ikke har fjer op ad halsen, siger han inde ved kyllingerne. De går med næb og kløer og roder i jorden – og lever det gode hønseliv, som er det vigtigste for Kristian Pilgaard.

- Hvis det her var konventionelle kyllinger, så ville de være slagtet nu. De er fremavlet til at vokse så hurtigt, at de kan slagtes efter godt 30 dage, siger han, siger han og fortsætter:

- Men den tanke bryder jeg mig virkelig ikke om. Her går kyllingerne i 90-100 dage, og det vigtigste for os er, at racen er sund, og at instinkterne ikke er avlet ud af dem, siger han.

Og det netop dét, der giver den gode smag.

- Det er så simpelt som at de har det godt. Det tror jeg på, siger han.

En stor del af gårdens 500 kyllinger bliver solgt i gårdbutikken til private kunder – både lokale og sommerhusfolk. Og så går en mindre del til restauranterne, herunder Restaurant Tri i Agger.

- Jeg synes, vi har et fantastisk samarbejde. Og jeg er da også stolt over at lave noget, der er så godt, som de siger, det er.

Restaurant Tri har foruden fjerkræ også hentet valnødder, magnolieblomster og blommer på Vester Krogsgaard.

- Nicholas Min kommer jo herud med personalet, og de smager på bær og frugt fra haven – og besøger kyllingerne, fordi hele historien er vigtig for dem, siger han.

- På den måde er det jo også bare fantastisk at møde andre, der er drevet af passion, siger Kristian Pilgaard.

Ved siden af tjansen som fritidslandmand arbejder Kristian Pilgaard i en 30 timers stilling. Landbruget tager omtrent 1,5 timers arbejde om dagen. Nogle gange mere, men mest om sommeren, hvor der er kyllinger og ænder, der skal fodres. Men passionen er det, der driver værket.

- Ja, det er jo nok en fritidsinteresse, der har grebet lidt om sig, siger Kristian Pilgaard med et grin.

I gårdbutikken på Vester Krogsgård kan kødet fra egen produktion købes i en selvbetjeningskiosk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste