Billede beskrivelse

Christina på 26 springer ud som selvstændig: Hun sætter kulør på dit hjem

12. oktober 2022 kl. 14.01
Opdateret 13. oktober 2022 kl. 09.37

HURUP: Leegaards Malerservice er navnet på en ny virksomhed, som 26-årige Christina Leegaard netop har startet i Hurup.

Christina Leegaard, der oprindeligt kommer fra Nors, er flyttet sammen med kæresten til Thy efter at have boet i Aalborg i et stykke tid.

- Jeg er uddannet maler hos Granly i Fjerritslev i 2020. Derefter tog vi til Aalborg, hvor jeg arbejdede som maler. Men vi valgte at flytte tilbage til Thy for at være tættere på familien, fortæller Christina Leegaard, der sammen med kæresten Kewin Rønn Pedersen bor i Nygade 4 i Hurup.

Det er også malerfirmaets adresse.

Huset købte de i april og Christina Leegaard har i de første måneder arbejdet hos den lokale vinduesproducent, hvor hun arbejdede som lakerer.

Men nu var tiden moden til at tage springet som selvstændig.

- Jeg fik mit cvr.-nummer i juli, og så var jeg i gang, fortæller Christina Leegaard, der er alene om virksomheden, og som ikke har nogen ansatte.

- Kewin tager nogle gange med som lærling, smiler Christina Leegaard, der har kontaktet de lokale håndværkere for at fortælle om, at hun er klar, hvis de manglede en maler.

Hun klarer både ud- og indvendige maleropgaver. Og hendes favoritmaling leveres af Beck & Jørgensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste