Billede beskrivelse

Caspar fra Kulturmødet: - Vi er verdens bedste værter

25. august 2024 kl. 14.01

NYKØBING: Kulturmødet i Nykøbing, der sluttede lørdag, vil både blive husket for igen i år at samle over 200 danske og nordiske aktører fra kunst-og kulturbranchen, men også for sit værtskab, ikke mindst fredag eftermiddag og de tidlige aftentimer, hvor stormen rasede og lukkede ned for flere aktiviteter.

Men ikke for dem alle.

For under stormens rasen, bød mange lokale sig til for at hjælpe, og den hjælp sørgede blandt andet for, at Arkitekturcaféen - i stedet for at aflyse - kunne gennemføre sin samtale med den norske arkitekt Reiulf Ramstad om arkitekturens rolle og magt i fremtiden.

- Vi er verdens bedste værter. Det er i hvert fald det, vi hører og bliver rost for. Og et godt billede på det, var Arkitekturcaféens arrangement med Reiulf Ramstad. Det stod til aflysning under stormen, men så kom en kvinde forbi og tilbød at huse arrangementet i sine private stuer. Herefter ringede hun til sin mand og bad ham om at flytte møblerne ud af stuerne, så de kunne rumme 60 tilhørere. Den slags spontane hjælp og opbakning er rørende, men også et udtryk for den helt særlige kultur omkring hjælpsomhed, som findes her på Mors og som ikke kan læres på et managementkursus. Det er den kultur, der gør os til verdens bedste værter, for der var også andre, der bød sig til med at huse arrangementer, ligesom vores over 200 frivillige har mødt alle vores gæster med smil på læben og et løftet blik i bestræbelserne på at hjælpe, siger kulturmødets direktør, Caspar Ryttergaard.

Billede beskrivelse

Ud over at blive rørt af hjælpsomheden, var Caspar Ryttergaard også stolt af opbakningen til Kulturmødet.

- Selv om vi måtte lukke ned to-tre timer fredag, så gjorde det mig stolt at se, hvor mange gæster, der kom tilbage efter, vi åbnede op igen og bakkede om op arrangementerne. Og trods vejret med både regn og storm, lykkedes det for os at gennemføre langt de fleste arrangementer over de tre dage. Det var kun ganske få, der måtte aflyses, siger han.

Og set gennem dyngvåde og stormomsuste briller, så var estimatet efterfølgende, at Kulturmødet blot tabte 30 procent af gæsterne i forhold til sidste års solbeskinnede af slagsen.

Billede beskrivelse

Vejret til dette års Kulturmøde giver dog anledning til overvejelser for arrangørerne.

- Vi gør vores overvejelser, men lige nu er det for tidligt at sige noget konkret. Vi bliver rost for at have skabt et særligt udtryk og en særlig stemning på vores festivalplads, og en 30-års hændelse, som ramte os i år, kan ingen gardere sig mod, siger Caspar Ryttergaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste