Byens borgere hjælper med oprydning efter marked
VILDSUND: Efter tre dage med tusindvis af gæster til Vildsund Marked, er der meget at rydde op, når først kræmmere og tivolipark har forladt byen.
Og de lokale borgere i Vildsund giver gerne en hånd med.
Gennem fem år, har Vildsund Borgerforening stået for at samle de frivillige, der både fredag og lørdag møder talstærkt frem for at rydde op på markedspladsen og i hele byen.
Ligeher.nu besøgte pladsen lørdag formiddag, hvor formanden for borgerforeningen, Michael Christensen, sammen med omkring 20 frivillige var i fuld sving med den sidste oprydning.
- Det er blevet en tradition for os borgere her i Vildsund, at vi hjælper til med oprydningen. Vi synes, det er sjovt at have så mange gæster i byen, når der afvikles kræmmermarked, men vi vil også gerne have en pæn og ren by, når festlighederne er forbi, siger han.
En af de frivillige, som har haft Vildsund marked tæt inde på livet, er Lars Kanstrup, der bor på adressen Ved Stranden 14, som ligger lige midt på markedspladsen og ved siden af festteltet.
- Vi har i mange år været naboer til markedet og er vant til løbende at rydde op efter gæsterne de tre dage, markedet varer. Derfor er det også helt naturligt for mig at melde mig under fanerne, nu hvor borgerforeningen samler frivillige til at hjælpe med oprydningen, fortæller han og siger samtidig med et smil på læben, at nu kan han også få sin nattesøvn igen.
Da kræmmerne og tivoliparken pakkede ned i fredags, var borgerne på banen og hjalp til.
- Fredag tog vi det grove. Og i dag lørdag er det mere en finpudsning med at samle cigaretskod, nikotinposer, glasskår og lignende op af græsplænen og i gaderne. Men jeg vi generelt sige, at kræmmerne har ryddet pænt op efter sig i år. Men det er nok også mere oppe i tiden i dag, at man skal rydde op efter sig, siger Michael Christensen.
Lørdag startede de frivillige med lidt hygge på pladsen, hvor REMA 1000 var sponsor for rundstykker, og omkring middagstid var de færdige med at samle det sidste affald, så både markedsplads og byen fremstår ren og fin igen.
Og klar til næste års Vildsund Marked.