Busruter blev nedlagt: Forældre i lokal børnehave og vuggestue tog sagen i egen hånd
Det blev ikke helt uden konsekvenser og problemer for personale, børn og forældre i den lokale børnehave og vuggestue Markblomsten i Vestervig, da NT denne sommer meddelte, at de måtte nedlægge en del busruter i området.
Nogle af de busruter var dem, som børn og personale i en årrække havde benyttet hver torsdag, når de tog på en fast ugentlig tur ud i det blå. De ture har givet børnene mange gode oplevelser, når de har besøgt spændende seværdigheder og steder i den omkringliggende natur, fortæller formand for forældrerådet, Kristina Blander Hansen.
Der havde været noget skriveri mellem personale på Markblomsten, forældrerådet og NT samt Thisted Kommune.
- Vi fik den besked af Thisted Kommune og NT, at sådan var det nu engang blevet bestemt, men vi kunne benytte Flexbus ordningen. Det viste sig at blive noget rigtig bøvl, da vi undersøgte ordningen. For der kan max være 20 i sådan en bus, så vi skulle bruge to for at alle børn og personalet kunne komme med på tur, forklarer Kristina Blander Hansen.
Personalet har været på en tur med børnene på en af de skolebusser, der kører om onsdagen, fortæller hun. Men den kører klokken 8 om morgenen og er så tilbage igen klokken 14.
- Det viste sig at blive en rigtig lang og bøvlet tur for både børn og personale. For med de gamle busruter kunne personalet tage på en kortere tur i et par timer, hvilket passede bedre i forhold til de små børn og personalets vagtplaner, forklarer Kristina Blander Hansen.
Tog sagen i egen hånd
Så derfor besluttede Markblomstens forældreråds bestyrelse at gøre noget og tage sagen i egen hånd.
- Vi var simpelthen så skuffede over, at børnene ikke længere kunne komme på deres elskede ture, at vi blev enige om at deltage på dette års Klostermarked i august. Vi havde en stand, hvor vi solgte legetøj, som forældre og børn havde fundet hjemme i gemmerne. Formålet med salget var at indsamle penge til leje af en bus, så børnene bare en gang imellem kunne komme på en tur ud i det blå, forklarer Kristina Blander Hansen.
Der blev også indsamlet penge gennem en mobilepay box, som forældrerådets nystiftede forening, Foreningen Markblomsten Vestervig, netop havde fået op at køre.
- Vi fik indsamlet 4.600 kroner, hvilket er nok til, at vi kan leje en bus cirka tre gange, så børnene da kan komme på deres tur ud i det blå bare en gang imellem nu. Og vi er dybt taknemmelige for den store opbakning, som vi har mærket i lokalsamfundet. Vi har nu besluttet at have en fast stand til indsamling på Klostermarkedet hvert år, og vi vil benytte vores mobilepay box til indsamling ved andre lejligheder, siger hun.
Og onsdag den 11. oktober blev der lejet en bus, og børnene kom på deres første tur, der gik til Lodbjerg Fyr, hvor de hyggede sig, som de plejer på deres ture ud i det blå, og børnehavens kok havde lavet suppe, som blev serveret for de små munde.
- Vi vil derfor gerne sige tak for støtten til alle, som gav et tilskud, så vores børn igen kan komme ud og opleve den skønne natur i lokalsamfundet, siger Kristina Blander Hansen.