Billede beskrivelse

Brevet fra Corydon var ikke en fejl: Nu er Henrik blevet gazelle

11. oktober 2023 kl. 20.01

Først var det konen, der overraskede ham, derefter Bjarne Corydon.

- Min første tanke var, at det ikke kunne passe, at der var tale om en fejl. Men da jeg åbnede kuverten med en gazelle på forsiden og fik læst brevet og set det tilhørende diplom, blev jeg både overrasket og stolt. Min lille virksomhed er kåret til Børsen Gazelle 2023, det havde jeg godt nok aldrig forestillet mig kunne ske.

Henrik Nielsen, der driver en mindre håndværkervirksomhed, Din Håndværker i Boddum, viser det brev frem, han forleden modtog i postkassen, mens han var på arbejde i Hurup. Hans kone Michelle syntes ikke, det gode budskab skulle vente, så hun kørte ind til Hurup for at overrække ham brevet.

- Tænk sig at få brev fra selveste Bjarne Corydon. Det er altså ikke noget, der sker hver dag, smiler Henrik om afsenderen, den tidligere finansminister og nuværende chefredaktør og direktør for Børsen.

Den forklarende tekst i brevet fortæller, at under 1 procent af virksomheder i Danmark bliver kåret til Børsen Gazelle, for kravene for at opnå den status er benhårde, blandt seks klare kriterier er et af dem, at en virksomheds omsætning efter bruttoresultat som minimum skal vokse med 100 procent over fire regnskabsår.

Billede beskrivelse

Takker kunderne

Alene at opfylde omsætningskriteriet er ifølge brevet og Børsen en imponerende bedrift og kæmpe præstation.

- Når jeg ser tilbage over de seneste fire år, så er der to faktorer, der især gør sig gældende for den positive udvikling på omsætningen. Den første er Corona, hvor jeg nærmest ikke kunne foretage mig andet, end at arbejde, så det gjorde jeg i rigtigt mange timer hver uge, også på lørdage og søndage. Og den anden faktor er de mange trofaste kunder, jeg har her i Sydthy. Det er dem, jeg først og fremmeste skal takke for den her kåring, for uden dem, havde jeg ikke fået brevet fra Bjarne Corydon, siger Henrik.

Med brevet følger også en invitation til den officielle kåring sammen med andre gazeller i Aalborg ultimo november.

- Det skal man sjovt nok så selv betale for, også for selve statuetten til at stå på hylden, smiler Henrik og tilføjer:

- Her kan man købe en pakkeløsning, som også inkluderer spisning, og den pakke har jeg købt, for hele min familie og min ansatte og dennes kone, skal selvfølgelig til Aalborg og have en oplevelse ud over det sædvanlige.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste