Børge og Jørn gør det igen og igen: DM-guldet er hjemme
THISTED: Børge Holm fra Thy Motor Sport har afsluttet DM-sæsonen med manér.
Sammen med makkeren Jørn Mørup fra Struer og Omegns Motor Sport, modtog han tre officielle DM-medaljer til weekendens afslutning på DM i bilorientering.
De to havde allerede sikret sig DM-guldet, men sammen vandt de sidste DM afdeling med over 100 strafpoint i forspring.
Dermed sidder makkerparret på guldet for tredje år i træk.
Maxpoint
Det var Sydsjællands Automobil Klub, der lørdag stod som arrangør af den 6. og dermed sidste afdeling om årets Danmarks Mesterskab i bilorientering. Løbet blev kørt i et område øst for Vordingborg.
Det hele afgøres ved at indregne point fra de 4 bedste resultater ud af i alt 6 afdelinger i løbet af året.
Børge og Jørn kunne efter 3 sejre og en 2. plads i 4 af de 5 første afdelinger ikke nås i den samlede stilling uanset resultatet i sidste afdeling.
Alligevel satte Thisted/Struer mandskabet for alvor tingene på plads med en sejr i sidste afdeling og det endda med et forspring på over 100 strafpoint ned til DM-sølvvinderne fra Frederikssund, Leon Spiegelhauer og Jan Johansen.
Med sejren nåede Børge og Jørn op på de maksimale 200 matchpoint i den samlede stilling.
Flere medaljer til Thy
Også i A klassen var der medalje til Thy Motor Sport.
Finn Hvidberg og Bjarne Nielsen vandt suveræn sidste afdeling og hjemtog Guldmedaljen med Max point.
Bronzemedaljen gik til Erik Hald og Bjarne Madsen - også fra Thy Motor Sport.
Med løbet ved Vordingborg er de hjemlige turneringer ved at være afviklet. Det Jysk Fynske Mesterskab mangler fortsat en afdeling, der afvikles om 1 uge ved Hedensted.