Blå og sort jul, guldmedaljer og 50-års jubilæum i Thisted Taekwondo
THISTED: 2024 har været et skelsættende år for Thisted Taekwondo Dojang Sun-Do, hvor både sportslige og historiske milepæle er blevet nået.
Det fortæller klubben.
Søndag den 1. december vendte ni nygraduerede sortbælter hjem til Thisted efter en intens weekend med graduering i Præstø. Begivenheden blev markeret med en reception tirsdag den 3. december, hvor klubbens træning for en sjælden gangs skyld blev aflyst. Receptionen samlede både aktive og tidligere udøvere, trænere samt familier i en festlig fejring.
Nye mestre i Thisted
En særlig milepæl blev nået af John Christensen og Maja Borggaard, der begge opnåede 4. dan og dermed titlen som Mester, eller Sabumnim, som det hedder på koreansk.
Dette er resultatet af mange års dedikeret træning, siden de startede i henholdsvis 2007 og 2011. Som Sabumnim i forbundet Sim-uu bærer man den blå overdel – et symbol på deres status og erfaring. Ud over egen træning har de begge undervist i klubben gennem mange år.
Andreas Thomsen opnåede 2. dan efter blot et år som sortbælte, og han spiller en vigtig rolle som underviser i klubben.
Derudover blev der hele seks nye 1. dan: Emil, Emma og Thomas Skadsholm satte en imponerende rekord som tre medlemmer af samme familie, der graduerede på samme tid. Kasper Uhrbrand Christensen samt Jesper og Thor Guldbrand Rasmussen fuldendte gruppen af nygraduerede sortbælter.
For første gang i klubbens historie blev der både gradueret to Sabumnim’er og sendt ni elever til dan-graduering på én gang.
Danmarksmesterskab og nye stævnepræstationer
Thor Guldbrand Rasmussen kunne udover sit sortbælte også fejre en guldmedalje fra Danmarksmesterskabet i teknik, som blev afholdt i Vejle i november. Med denne præstation kan han stolt kalde sig Danmarksmester.
Efter en pause fra stævnedeltagelse har Thisted Taekwondo igen gjort sig bemærket på kampbanen. Adib Nesarzada har vundet guld ved flere stævner i 2023 og 2024, mens Jacob Christiansen tog en flot sølvmedalje med hjem.
Klubben er også repræsenteret i de yngste kategorier, hvor 8-årige Frode Marthedal Knudsen har kæmpet sig til medaljer ved hvert stævne, han har deltaget i.
50-års jubilæum fejret med ære
En anden stor begivenhed i 2024 var klubbens 50-års jubilæum, som blev markeret tilbage i marts.
Dagen bød både på træning og tilbageblik på klubbens historie, hvor grundlæggerne Lis Johansen, Folmer Ottesen og Hans Andersen deltog som æresgæster. Siden starten på Borgerskolen i 1974 har Thisted Taekwondo haft en uafbrudt tilstedeværelse i byen og holder i dag til i Thyhallen, hvor der trænes tre gange om ugen.
En klub med stærk støtte
Thisted Taekwondo sender en stor tak til alle, der bidrager til klubbens fællesskab og succes, både nuværende og tidligere medlemmer. En særlig tak rettes til Mestre Carsten A. Pedersen og Jesper Kristensen, der trods deres fravær fra dagligdagen i klubben utrætteligt vender tilbage for at løfte niveauet gennem ekstra træning og arbejde i bestyrelsen.
2024 står som et år, der vil blive husket i klubbens historie – med stærke præstationer, nye mestre og en fejring af 50 års dedikation til taekwondo i Thisted.