Birthe fra Bjergby er så glad for sin elcykel

Hendes længste tur gik over Feggesund til Østerild og tilbage igen - i alt 81 km

13. juni 2020 kl. 07.30
Opdateret 22. september 2022 kl. 16.41

BJERGBY: Birthe Heide Sørensen fra Bjergby har bil. Men hun foretrækker cyklen. For to et halvt år siden købte hun en cykel med el. Den har vendt op og ned på hendes transport, og nu kører hun ikke meget i bil.

For nu er det cyklen, hun transporterer sig mest på. Og det betyder ikke noget, om det er 25-30 km lange ture. Cyklen kan sagtens holde strøm og stadig trække den cyklende pensionist op ad ”bjergene” i Bjergby.

- Havde jeg ikke købt en cykel med el - var mit cykleri aldrig blevet til noget, når man bor i Bjergby, fortæller hun efter en tur i Super Brugsen i Øster Jølby.

- Den har betydet, at jeg nu cykler rigtig meget. En fire-fem ture i ugen bliver det - tit lange ture. Ofte sammen med min mand Gunner - han har nemlig også købt en elcykel. Engang kørte vi hele vejen til testcenteret i Østerild i Thy. Med færge over og hjem - det var 81 km. Det klarede min cykel uden problemer, lyder det fra Birthe Heide Sørensen.

Der fryder sig over at hun tog hele turen til Thy og tilbage, mens Gunner måtte hentes i Thisted - da han fik defekt på sin cykel.

Birthes elcykel har en rækkevidde på 90 km, hvis man benytter den maksimale hjælp. Sparer man på strømmen, kan man sagtens køre 150 km på et fyldt batteri, fortæller Birthe Heide Sørensen, der glæder sig til en masse skønne cykelture i sommer - ud fra Bjergby og altså også hjem igen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste