Billeder: Der var MGP-mania i Hanstholm
Lørdag aften var hår og tøj sat op til fest. 200 børn var strømmet til Hanstholm Hallen og MGP-fest i den helt store stil.
Børnenes opmærksomhed var rettet mod storskærmen i enden af hallen med livesending af årets Børne MGP.
Der blev hujet og klappet. Men der var også tid til at gå rundt i hallen og møde andre børn og besøge kioskerne, som var bemandet af forældre.
I den modsatte ende sad alle forældre. Her blev der snakket, drukket kaffe, og alle forældre fulgte storsmilende med i, hvad deres børn var optaget af. Det var tre timer med MGP-fest og alt, hvad der hørte til af slik, popkorn og drikkevarer, fløj afsted.
Flere end håbet
Maria Kyhn er koordinator for MGP-aftenen. Hun var på vegne af arrangørerne helt tilfreds med både fremmødet af børn og forældre, der bakkede op.
- Det er første gang at vi tre: Hanstholm Skoles Venner, Hawkantsbørn og Ræhr Beboerforening prøver at holde MGP-aften sammen. Ideen opstod i Ræhr. Men vi snakkede om, hvorfor vi ikke gik sammen med Hanstholm og lave en større fest for børnene. Det må siges at være lykkes, siger Maria Kyhn.
- Børnene kommer jo fra hele området fra Klitmøller, Hanstholm og Ræhr. Der kom 200 børn, og vi håbede på 150, så det er megagodt.
Ny tradition
Sammen med Maria Kyhn var over 40 forældre i gang som hjælpere – dertil kom mange forældre sammen med børnene.
Før den store fest var der for-fest med Limbo og stokdans.
Arrangørerne tror på, at en tradition er stablet på benene, så børn fra flere byer kan møde hinanden og måske knytte venskaber.