Mennesker

BILLEDER: Alle børnehaver gik sammen og pyntede byens største træ

25. november 2022 kl. 16:08


Det har været en tradition i flere år, at en børnehave pyntede Hanstholm store juletræ på Hanstholm Bytorv.

Men i år var alle byens tre børnehaver gået sammen, og det kom der en rigtig julefest ud af i shoppingcentret.

Kassevis af hjemmelavet julepynt kom børnene med i trækvogne og barnevogne.

110 børn

Bytorvet ”Pedelnisse” Poul Henrik Kusk Kristensen, der havde en finger med i forarbejdet, kravlede op på sin store stige og hang julepynten i højden.

Efter træet var blevet dækket af guirlander, musetrapper, hjerter og nisseskæg blev der sunget ”På loftet sidder nissen med sin julegrød”, og de 110 børn tog hinanden i hånden og gik omkring juletræet.

Efter den lange gåtur først til Bytorvet, så pyntningen og til slut dans om træet, var børnene blevet sultne. 

Håber på tradition

Der var stor glæde da rigelige mængder af æbleskiver og juice blev stillet frem.

Pedelnissen Poul Henrik Kusk Kristensen var glad for at alle tre institutioner i Hanstholm: Hanstholm Børnehus, Havmågen og Hanstholm Naturbørnehave tog mod invitationen.

- Det er da megahyggeligt. Alle nyder det. Vi i bycentret håber, at det er en ny tradition, at alle børnehaver i fremtiden sammen vil pynte det store juletræ på Bytorvet.

Annonceret indhold

Nyeste