Berømt bysbarn blev fejret: Victor viste guldet frem for drengene

17. juni 2024 kl. 19.00

ØSTERILD: 26. maj vandt FC Midtjylland det danske fodboldmesterskab efter en højdramatisk afslutning.

Guldet kom i hus foran tusindvis af fans på hjemmebanen MCH-Arena i Herning, og med på FCM-guldholdet og med til de mange store fejringer efterfølgende var 20-årige Victor Bak Jensen fra Hovsør ved Thisted.

Men for Victor Bak blev en ganske særlig fejring i fredags på det gamle græs på banen i Østerild lige så stor. Her havde barndomsklubben inviteret til lykønskningsfest og den invitation var der mange der tog imod.

Det gjalt ikke mindst alle Nordthy-fodbolddrenge, der var mødt op og fik masser af tid sammen med deres idol og klub-forbillede, der naturligvis var iklædt FCM-vindertrøjen med “24” på ryggen og “Danske Mestre” foran skrevet i guld.

Et stort forbillede

Nordthy IFs formand Nicolai Møller kaldte i sin tale Victor Bak for en lysende stjerne og fortalte, at man i klubben er stolte af fodboldspilleren. 

- For det var her, du fik din fodboldopdragelse. Du er et forbillede for mange børn og unge, og din måde at være på, som den gæve thybo, du er, er inspiration for andre spirende talenter, lød det fra formanden.

Formanden havde fået lavet en stor billedcollage, der viste Victor Baks vej fra dengang han kun var en glad lyshåret dreng på tre år, og til han forlod klubben for at spille på FCMs talenthold som 12-årig.

Autografer til alle

For hovedpersonen selv var mødet med fodbolddrengene, klubben og det gamle græs noget helt særligt.

- Det er her, min hjemstavn er - hvorfra jeg er vokset. Jeg har trænet helt ufatteligt mange timer her i Østerild. Et sted, der betyder noget helt særligt - en glad tid, som jeg aldrig vil glemme. De værdier, Nordthy IF står for, er dem, der har skabt mig som fodboldspiller, lød fet fra Victor Bak, der hurtigt fik travlt med autografer og selfies.

Tålmodigt gav guldvinderen sig god tid, så alle børn og også nogle voksne fik hans autograf på trøjer, fodboldstøvle eller fodbold. Og alle fik et fankort med foto og autograf.

Nordthy IF er en såkaldt “FC-Midtjylland Klub” - som en del af FC Midtjyllands klubsamarbejde og talentudvikling.

Victor Bak spiller på en fem-årig kontrakt med FCM, underskrevet i december 2022. Han er desuden udtaget til U21-landsholdet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste